Der er en masse oprør i gang rundt omkring i verden, hvor oprørere bekæmper siddende regeringer. Colombia, Syrien, Indien, Afghanistan, Irak, Libyen, Mali, Myanmar, Ukraine, Congo, Egypten, Yemen, Indien .... - Listen er lang. Hvordan skal man rapportere om disse?
Først og fremmest gælder det om at finde ud af, om det er et retfærdigt eller et ubegrundet oprør, og - endnu vigtigere - om vi, Vesten, støtter oprørerne. Så hvis det drejer sig om gode oprørere, så prøv så vidt muligt ikke at kalde dem rebeller eller oprørere. Det kan misforstås, som om vi støtter noget ulovligt og voldeligt: sprænge ting i luften, angribe militær- eller politiposter, osv. Kald dem i stedet for "opposition", eller - hvis det ikke kan undgås - kald dem for "oppositionsstyker". Ordet "aktivister" er endnu bedre - det formidler et budskab om noget, der er frivilligt og fredeligst. Lad vær med at bruge udtrykket "frihedskæmpere", som tidligere præsident Ronald Reagan kaldte de afghanske "Mujaheddins" (Talibans forløbere) og de nicaraguanske "contraer". Det lyder alt for engageret og naivt, grænsende til det latterlige, især hvis de senere bliver involveret i grusomheder (hvilket ofte sker).
Den libyske diktator og galning Gadaffi blev, som vi alle ved, væltet af aktivister, og vi hjalp aktivisterne ved at etablere ikke kun en "no-fly" zone, men faktisk en "no-movement" zone, og dermed forhindrede vi galningen i at "slagte sit eget folk".
Libyske sktivister
Hvis vi ikke støtter oprørerne, så bør de naturligvis ikke kaldes aktivister. Udtrykket "oprørere" er OK, men det kunne formidle ideen om noget retfærdigt eller rimeligt. I gamle dage ville det være nok at skrive "kommunistiske oprørere" for dermed at signalere deres forbindelse til det sovjetiske ondskabens imperium, men da Sovjetunionen ikke eksisterer mere, så dur det ikke rigtigt. Det kunne endda give dem en romantisk aura. Så kald dem "narko-oprørere" i stedet, eller blot "terrorgrupper".
Colombianske Narko-oprørere / terrorister (FARC)
Så er der det nyttige udtryk "opposition". Det formidler et billede af respektabilitet, endda noget fredeligt. Altså f.eks. noget i retning af en blanding af Sarkozy fra Frankrig og Helle Thorning Smith fra Danmark.
Oppositionspolitiere i Europa ...Og i Syrien
Og så til begrebet "terrorister": de gode, de onde og de grusomme.
De grusomme: Islamisk Stat, støttet af?? De onde; “Al Nusra Fronten”, støttet af vores allierede
De gode: Vores venner i Salafistgruppen Ahrar al-Sham – støttet af USA, Tyrkiet, Qatar og Saudiarabien.
USA har flere gange insisteret på, at Rusland bør koncentrere sig om de grusomme typer fra IS, og lade de onde og de gode i fred. Men russerne vil ikke høre. "Næsten 9 ud af 10 luftangreb udført af det russiske militær i Syrien har ramt såkaldt moderate oprørere imod den syriske diktator Bashar al-Assads regime, og i den forbindelse dræbt civile samt ødelagt hospitaler og flygtningelejre", fortalte en højtstående embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium den anerikanske kongres. Disse oprørere inkluderer den lokale afdeling af Al-Qaeda, "Al-Nusra", "Ahrar al-Sham" og andre "aktiver" i landet. Hvis "moderate grupper" lyder for latterligt, så er det bedre at referere til "anti-Assad styrker" eller "ikke-Isis kræfter".
Så er der de kurdiske krigere fra YPG. Teknisk set er de jo terrorister, da de er allieret med PKK, som er erklæret en terrororganisation af os: Tyrkiet, USA og EU. På den anden side udgør de den eneste anvendelige kampstyrke på jorden til at bekæmpe IS, som USA har været i stand til at finde (idet de som bekendt ikke vil have noget med den syriske hær at gøre). Så YPG er nu vores venner - også selvom vores andre venner i den tyrkiske regering hader dem (og bomber dem). Det gælder om at træde forsigtigt: hvis du sender 10 Euro til PKK, vil du i de fleste europæiske lande – inklusive Danmark - ende i fængsel som terrorist-støtte. Du kan måske nu sende dem til YPG uden at blive retsforfulgt, men jeg ville ikke være alt for sikker.
Terrorister fra kurdiske PKK ....Og Frihedskæmpere fra kurdisle YPG, allieret med PKK
Så er der spørgsmålet om, hvordan vi bedst kan beskrive den støtte, som regeringerne modtager fra udlandet i deres kamp mod oprørerne. Hvis de er vores venner, så er det bedst at beskrive det som at "hjælpe (landet) med at reformere og forstærke sikkerhedsstyrkerne ....". Hvis de er vores fjender, så er det bedre at sige, at land X forsøger at forhindre denne eller hin diktator i at kollapse (”prop-up” er det faste udtryk på engelsk). Vi ved alle, at vi i Vesten støtter den irakiske regering i kampen mod ISIS ved at forsyne hæren med træning, våben og luftstøtte, mens russerne (og iranerne) forsøger at forhindre diktatoren Assads fald ved at forsyne hæren med træning, våben og luftstøtte
Ordet "moderat" er også velegnet. Det signalerer noget fredeligt, rimeligt. Så hvis en allieret regering ikke er demokratisk valgt, så tilføj begrebet "moderat", som f.eks. de "moderate arabiske lande", som normalt referer til blandt andet de Saudiarabiske og Jordanske kongedømmer, Ægypten og de forskellige sultanater. Det vil sige, at selv om de ikke nødvendigvis er demokratiske, så har de i det mindste en vis respektabilitet (i modsætning til regeringerne i f.eks. Syrien, Iran og Gaza).
Til sidst et par bemærkninger om retten til oprør og hvordan den forholder sig til "terrorisme". Retten til oprør mod uretfærdige herskere er et gammelt begreb i europæisk filosofi, der ofte tilskrives den engelske filosof John Locke (men det kan faktisk spores tilbage til både grækerne og romerne). Oprør kan være fredelige, baseret på civil ulydighed, eller de kan være voldelige (eller ofte begge dele). Valget afhænger hovedsageligt af en vurdering af stemningen i befolkningen og taktiske overvejelser. Når et oprør er væbnet, opstår spørgsmålet om terrorisme. Hvad er velbegrundede handlinger, og hvad er terrorisme? Stater har en tendens til at definere enhver voldelig handling mod staten som terrorisme, og i kølvandet på den tidligere præsident George W. Bushs erklæring af "krig mod terror" har mange lande vedtaget drakoniske anti-terrorlove, hvor vage formuleringer indebærer, at selv civil ulydighed kan retsforfølges som terrorisme.
I en mere snæver forstand betyder terrorisme, at frygt/terror bruges som et våben. En brutal erobrende hær kan undertiden indgyde så meget frygt i befolkningen i de lande, den erobrer, at det får den til at kapitulere uden kamp, som f.eks. Ghengis Khans invasionshære for 800 år siden. Julius Cæsar er (måske uretfærdigt) blevet berømt for sætningen: "Lad dem hade mig, så længe de frygter mig". Nogle oprørsgrupper har også brugt terror/frygt med i det mindste nogen succes i starten, selv om det lyder selvmodsigende, f.eks. Lysende Sti (”Sendero Luminoso”) i Peru, ”Kontraerne” i Nicaragua, adskillige oprørsgrupper i Afrika, og ISIS i Syrien og Irak. Men det giver ofte bagslag. Terrorisme refererer normalt til voldelige handlinger rettet mod den civile befolkning (f.eks. bilbomber på stærkt befærdede steder, lemlæstelse af og mord på personer anset for repræsentere regeringsmagten, osv.), men begrebet vil normalt ikke bruges om almindelig sabotage (f.eks. sprængning af højspændingsmaster). Oprørere, der rent faktisk ønsker at overtage magten, bliver nødt til at afveje deres handlinger mod den reaktion, de kan skabe i den befolkning, de hævder at repræsentere, så volden vil ofte være selektiv og rettet mod de væbnede styrker, politiet og ofte også de bevæbnede "selvforsvars" militser skabt af hæren til formålet. De mest succesfulde oprørere har afvist terrorisme (men begribeligvis ikke vold). Selektive ”tyran-mord” har en lang historie (f.eks. da Brutus dræbte sin adoptivfar Julius Cæsar), men fører sjældent til positive forandringer, som f.eks. mordet på diktatoren Anastasio Somoza i Nicaragua i 1956, som blot resulterede i at sønnen overtog magten (selvom nogle vil hævde, at mordet på den benhårde frankist og statsminister Carrero Blanco i Spanien i 1973 formentlig lettede overgangen til demokrati efter diktatoren Francisco Francos død).
I et interview med Ignacio Ramonet fra Le Monde Diplomatique blev den pensionerede cubanske leder Fidel Castro, der selv for mere end halvtreds år siden har ledet et vellykket væbnet oprør, spurgt, hvornår terrorisme kan retfærdiggøres som en del af et oprør. Hans svar var kategorisk: "aldrig". Jeg hælder til at være enig med ham. Terrorisme kan undertiden forklares, men den kan aldrig retfærdiggøres. Og så er terrorisme oven i købet decideret dumt.
