Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.

Det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs betegnede i 2011 Rusland som "Den døende bjørn", under henvisning til landets høje dødelighed og lave fødselstal. "Ruslands økonomi producerer ikke noget, som nogen ønsker at købe, undtagen olie, gas og våben", sagde tidligere præsident Obama i sin sidste pressekonference i 2016. "Vladimir Putin er en større trussel end Isis", ifølge den amerikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain, og ifølge skuespilleren Morgan Freeman er USA nu i krig med Rusland. Men så er alt jo, som det skal være. Rusland er på vej nedenom og hjem. Ingen mennesker tilbage, en ubrugelig økonomi, slut færdig. Eller undervurderer de endnu engang deres erklærede fjende?

“Den russiske økonomi hænger i laser”, sagde tidligere præsident Barak Obama i sin tale om ”Unionens Tilstand” i januar 2015, og et år tidligere havde han beskrevet Rusland som en "regional magt". Den republikanske præsidentkandidats senator John McCain sagde i marts 2014, at Rusland er "en tankstation, der er forklædt som et land". "Lyset slukkes for Putin-regimet", "Er Putins Rusland på vej mod et systemisk sammenbrud?", "Kommer Vladimir Putins store sammenbrud snart?", "Putinregimets akilleshæl" – der har været en uendelige række dystre forudsigelser om Ruslands og "Putins regimets" fremtid det sidste års tid eller så. Men er de rigtige?

Der har været gode priser på råvarer det sidste årti: olie, gas, mineraler, landbrugsprodukter. Nu er priserne styrtdykket. Dette betyder et fuldstændigt skift, hvor råvarer igen er købers marked, således som det har været tilfældet i det meste af anden halvdel af sidste århundrede. Det indebærer et skift i styrkeforholdet til fordel for de udviklede lande og til skade for udviklingslandene, der generelt stadig er stærkt afhængige af at eksportere råvarer. Men der er nogle udviklede lande, der også er kommet i klemme.

Uanset resultatet af klimatopmødet i Paris, så har olie og kul startet på en uafvendelig nedtur, presset af konkurrencen fra vedvarende energi, og et stigende politisk pres for at få vores samfund til at gøre sig mindre afhængige af olie, gas og kul. Dette ændrer fuldstændig spillet og gør det, at det pludselig er en rigtig dårlig ide at reducere udbuddet for at få højere priser. I stedet er der nu et kapløb om at komme først, og udnytte olien og gassen før det er for sent. Den, der kommer for sent, taber. Så OPEC har fuldstændig mistet sin magtposition, og der er ingen chance for, at organisationen vil få den tilbage.

Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.

Ruslands risikable beslutning om at gå direkteind i den syriske borgerkrig er blevet mødt med voldsomme protester fra de vestlige magter. BBC rapporterer, at NATO har opfordret Rusland til at indstille luftangrebene "på den syriske opposition og civile". Men hvem er det, vi ønsker at forsvare mod russernes bombardementer? Er det den "moderate sekulære" opposition, som nu er ved at blive udslettet af de russiske bombeangreb? Mon dog?

Det korte svar er ja, endda meget hårdt. Og meget hårdere end de vil kunne mærkes i EU eller USA. Rusland er efter Sovjetunionens opløsning hovedsagelig en producent og eksportør af olie, gas og råvarer. Ligesom Canada, Australien, Brasilien, Chile og Venezuela. Landet har gennemgået en afindustrialisering siden Sovjetunionens opløsning, og er nu afhængig af at skulle importere næsten hvad som helst. Det er nok verdens sjette største økonomi, men det er for lille til at kunne overleve isoleret. Så sanktioner gør ondt. Men de kan også have nogle utilsigtede konsekvenser. Nogle af disse kan være ganske interessante.