Ifølge hovedparten af den internationale presse, så er den ovenstående fortælling lige præcis, hvad der skete. Og der er megen skadefryd: vi sagde det jo, det holder ikke.... “Argentina er en klassisk serie-fallitrytter”, “Argentina går op i sømmene… Igen”, “Argentina er gået statsbankerot - for anden gang på 13 år”, osv. osv.. Den amerikanske presse gør grin med Argentinas påstand om, at de ikke er gået i betalingsstandsning denne gang. Ikke blot er de i betalingsstandsning, de benægter det oven i købet. Men de er jo også argentinere, så hvad kan man forvente?

Las os få tingene gjort klare:

1. Argentina ønsker at betale ejerne af de 93% af statsobligationerne, der blev omstruktureret i 2004, og de havde overført terminsbetalingen til en bank i New York, som skulle foretage udbetalingerne. Men Paul Singer fra Elliott Capital Management, som har købt en del af de 7 % af statsobligationerne, der ikke blev omstruktureret, har fået en amerikansk dommer, Thomas Griesa, til at beordre at Argentina ikke kan betale obligationsejerne uden først at betale Paul Singer 100% af den pålydende værdi. Så argentinerne har ret, de er ikke i betalingsstandsning, sådan som man normalt forstår det – de har pengene og de er villige til at betale.

2. Singer og hans hedge fond har gjort det før: opkøbt statsobligationer fra lande i problemer til en brøkdel af deres pålydende værdi (Peru, Congo). De har så modsat sig enhver omstrukturering og har forfulgt disse regeringer ved amerikanske og andre domstole. For at slippe af med dem, har disse regeringer til slut besluttet at betale Singer tilbage til pålydende værdi. En ekstremt profitabel forretning for Singer.

3. For Singer er det en kombination af en god forretning og et ideologisk felttog. Skyldnere skal ikke erklære sig i betalingsstandsning, de skal betale. Det er grundvolden for det finansielle system. Argentina er et oplagt mål med dets centrum-venstre regering og dets antiamerikanske retorik. Hvis lande begynder at nægte at betale, sådan som Argentina gjorde, så er hele grundvolden rystet. Det er derfor vigtigt at statuere et eksempel, som kan afskrække dem, der leger med tanken om at efterligne argentinerne. Som Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien eller den katolske Jubilee bevægelse. Ikke så mærkeligt, at Wall Street anser ham for at være en frihedskæmper.

Det underliggende problem er, at modsat hvad der er tilfældet, når et privat firma ikke kan betale, så er der ingen regler for, hvordan et land kan gå i betalingsstandsning – historisk har reglen været, at skyldnernationen skal betale, hvad der end sker, og hvis de ikke gør det, kan kreditorerne beslaglægge landets aktiver. I 1890 overtog engelske kreditorer således de peruvianske jernbaner og sejladsen på Titicacasøen, for med indtægterne at tage sig betalt for landets gæld, som det havde optaget for at finansiere Stillehavskrigen. De tabte til Chile (som, finansieret af englænderne, havde startet krigen for at bemægtige sig Perus fosfatrige kyst). I 1904 sendte USA sine toldfunktionærer for at overtage finanserne i den Dominikanske Republik for at sikre afbetalingen af landets gæld. I 1910 intervenerede USA's marinekorps i Nicaragua, og de overtog administrationen af toldvæsenet for på den måde at betale landets gæld til amerikanske banker.

Hvad Singer og Griesa prøver er at vende tilbage til denne form for gældsindrivelse. Man undrer sig over, hvorfor de ikke ved samme lejlighed prøver at genindføre gældsfængslerne – logikken er jo, at skyldneren er den eneste skyldige.

Den international monetære fond, IMF, som i sin tid var voldsomt imod omstruktureringen af gælden i Argentina, er nu nervøs over, hvad resultatet kan blive af den amerikanske dommers mangel på dømmekraft. IMF luftede for et par år siden ideen om at introducere et regelsæt for lande, der går i betalingsstandsning. Den ide blev omgående skudt ned af USA, som har den afgørende indflydelse i organisationen. Med Singer og Griesas aktioner er mangelen på regler blevet demonstreret endnu en gang – når der ikke er nogen regler, ja så er der ingen regler, og hvert land må prøve at fastsætte sine egne regler. Argentina har derfor nu vedtaget en lov, der gør det muligt at betale ejerne af deres statsobligationer i Buenos Aires, Tokyo eller Paris, da det jo ikke er muligt at betale dem i New York. Så ejerne af statsobligationerne må endnu engang ombytte dem med nye obligationer, denne gang betalbare uden for USA. Beklageligt, men send taksigelsen til Singer og Griesa. Vi kan forvente nye forholdsregler fra Singer, hvor han prøver at torpedere denne løsning, givetvis ved at bruge en eller anden anden tomhjernet amerikansk dommer, med hang til extra-territoriale retskendelser.

Det er i disse dage svært at sige noget pænt om Argentinas regering uden at blive gjort til grin – eller det, der er værre. Kritikerne siger, at Præsident Cristina Fernandez stædighed koster Argentina dyrt – hvorfor finder hun ikke bare en løsning med Singer og Co.? Selvom vi ser bort fra moral og retfærdighed, så er disse kritikere galt på den. De omstrukturerede obligationer har en klausul, der siger, at indehaverne har ret til mindst lige så gode vilkår som andre, så hvis Singer får 100 % af den pålydende værdi, så skal alle de andre have samme betaling. Og så er Argentina tilbage, hvor det startede med betalingsstandsningen i 2001 med en gæld, som umuligt kan betales tilbage. Så Cristina har faktisk ret, og hun gør det rigtige.

Joseph Stiglitz har også ret, når han siger, at “der er blevet kastet mange bomber rundt omkring i verden, og nu kaster USA en bombe ind i det globale økonomiske system." Han og en gruppe af andre nobelpristagere har ligeledes ret, når de i et brev til FN stiller krav om at der skabes juridiske instrumenter, der kan afværge “spekulativ og destabiliserende adfærd på de finansielle markeder.” FNs generalforsamling har nu lovet at udarbejde et regelsæt og prøve at forhandle det på plads.

Singer og Griesa har overspillet deres kort. Det kommer til at få omkostninger for USA som finansielt center.