Ruslands risikable beslutning om at gå direkteind i den syriske borgerkrig er blevet mødt med voldsomme protester fra de vestlige magter. BBC rapporterer, at NATO har opfordret Rusland til at indstille luftangrebene "på den syriske opposition og civile". Men hvem er det, vi ønsker at forsvare mod russernes bombardementer? Er det den "moderate sekulære" opposition, som nu er ved at blive udslettet af de russiske bombeangreb? Mon dog?

Styrtdykket i oliepriserne har overskygget en anden vigtig begivenhed: prisen for vedvarende energi er også styrtdykket. Og i modsætning til oliepriserne vil faldet fortsætte i fremtiden. Så vedvarende energi er ved at blive et levedygtigt og rentabelt alternativ for produktion af el og kan derfor hjælpe verden af med sin afhængighed af fossile brændstoffer. Men hvad med biler? Bilen er med sin forbrændingsmotor tæt forbundet med de fossile brændstoffer, eller - om nødvendigt - biobrændstoffer. På globalt plan står transportsektoren rent faktisk for 27% af al energiforbruget, og 63% af olieforbruget. Så er der nogen fremtid for vedvarende energi her?

Det seneste fald i oliepriserne har afledt opmærksomheden fra anden tendens: omkostningerne ved vedvarende energi og ved lagring af energi er støt faldende. I manglen på politisk vilje til at imødegå den globale opvarmning, er dette fald i prisen på vedvarende energi nu vores bedste håb for at sikre, at en stor del af reserverne af kul, olie og gas vil forblive i undergrunden, simpelthen fordi det kun vil være rentabelt at udnytte de reserver, der er lettest tilgængelige. Vi er ikke kommet dertil endnu, men vi kan komme dertil hurtigere end forventet. Så vi kan være ved et vendepunkt for fossil energi.

Nu hvor oliepriserne er styrtdykket dukker spørgsmålet naturligvis op: betyder det enden for vedvarende energi? Kan den konkurrere med disse billige fossile brændstoffer? Det korte svar er: Ja, det vil naturligvis nu være mindre rentabelt at investere i vedvarende energi. Men paradoksalt nok så er det ikke hele svaret. Tingene er mere komplicerede. Vindenergien kan allerede nu konkurrere med fossile brændstoffer, og solenergi er også nået dertil i de mere solrige lande. Og i modsætning til de ikke-vedvarende energikilder, så er der en tendens til stadigt faldende omkostninger. Så vi kan være ved et vendepunkt for de fossil brændstoffer.

Vi har hørt en masse nonsens om olie de sidste par måneder. Først fik vi at vide, at faldet i olieprisen ville fortsætte til 20 dollar per tønde eller endnu lavere - fra 100 dollars for mindre end et år siden. Derefter, at faldet i olieprisen ikke ville påvirke det amerikanske skiferolie og -gas ”mirakel” - amerikansk teknologi og dygtighed ville vinde over lavsomkostningsproducenter som Saudi-Arabien. Og endelig, nu hvor antallet af aktive borerigge i drift i USA er faldet til under det halve, får vi at vide, at der ikke længere er nogen sammenhæng mellem boringer og produktion. Selvfølgelig viser det sig nu, at alt dette ikke andet end netop: nonsens.

Der har vi så Argentina igen i betalingsstandsning, får vi at vide. Det viser, at den sidste betalingsstandsning og efterfølgende reduktion og omstrukturering af gælden i 2004-5, som af mange (herunder undertegnede) har været fremhævet som et alternativ for forgældede lande, ikke virkede, ikke sandt? Og viser det ydermere ikke, at præsidenterne Nestor og Cristina ikke har været redningen for Argentina, men i stedet har ledt landet ind i en blindgyde? Og det, der fik hele korthuset til at styrte sammen, var en stædig amerikansk filantrop, Paul Singer, og en modig amerikansk dommer, Thomas Griesa. OK, hvis du tror på denne fortælling – og det er der rigtig mange, der gør – så er der noget, du har misforstået. Singer og Griesa har iværksat et frontalt angreb på Argentina, men de har overspillet deres kort. Nu kommer tilbageslaget.

Rigtige revolutionære griber ikke blot magten. De nedbryder også det eksisterende magt og statsapparat og bygger et nyt op, hvor de udskifter de gamle administratorer med nye, taget fra egne rækker, for at komme af med ikke blot det gamle system, men også alle de gamle ideer. Det var drejebogen for oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Og det er den drejebog, som Nato bruger i dag. I Irak. I Libyen. I Syrien. Dette synes at have været godt for NATO – organisationen har aldrig stærkere eller mere magtfuld ud. Men er det også godt for os?

Det kemiske våben angreb på den oprørsdominerede Damaskus forstad Østre Ghouta den 21. august sidste år bragte os meget tæt på et amerikansk militærangreb på Syrien. Det blev aflyst i sidste øjeblik, da den russiske præsident Vladimir Putin fik bragt en aftale istand, hvor Syrien lovede at opgive sit arsenal af kemiske våben. Men hvem stod bag gasangrebet på Ghouta? USA og de fleste vestlige lande er ikke i tvivl: det var den syriske regering, men Rusland – efter nogen tøven - endte med at pege på oprørerne. Der er imidlertid ikke mange beviser, hverken for den ene eller den anden beskyldning. Det efterlader i hvert fald nogen af os med en ubehagelig følelse af at være blevet ført bag lyset – endnu engang.

USA har i de seneste år blokeret kinesiske teknologifirmaer fra deres marked. Den foretrukne skydeskive er Huawei, en af de ledende virksomheder i verden inden for telekommunikationsudstyr. Ifølge Michael Rogers, formand for kongressens permanente udvalg for efterretningsvirksomhed, så byder “Huawei og ZTE et væld af muligheder for at den kinesiske efterretningstjeneste kan indsætte skadelig hardware og software elementer i kritiske telekommunikationskomponenter og systemer ”. Det står nu klart, at årsagen hertil er, at det er hvad NSA får amerikanske virksomheder til at gøre. Som ordsproget siger: Tyv tror hver mand stjæler.

Fortællingen ser ret enkelt ud: Det ukrainske folk, der havde mistet tålmodigheden med en korrupt og autoritær regering, gjorde oprør og jagede præsidenten på flugt, og genetablerede demokratiet. Uheldigvis har landet en stor nabo, Rusland, med en autoritær præsident, der drømmer om at genetablere Tsar-Sovjet imperiet. Så Ukraine bliver udsat for chikane, en Ukrainsk provins (den autonome Krim republik) bliver besat af Rusland, og nu er russerne begyndt at destabilisere landet med alle midler, og truer med at annektere den sydøstlige del af landet. Og er det ikke præcis, hvad Hitler gjorde i 1938, da han annekterede Sudeterlandet, der var en del af Tjekkoslovakiet? Vi ved jo alle, at dette førte til den anden Verdenskrig, fordi resten af verden ikke kunne samle sig sammen til at stå fast over for Nazityskland i dette afgørende øjeblik. Konsekvenserne heraf er indlysende.

Problemet med denne fortælling er, at den er for forenklet, og at den historiske parallel ikke holder.