Omkring tre uger efter angrebet præsenterede den amerikanske menneskerettigheds NGO Human Rights Watch en rapport, der konkluderede at der ikke vare nogen tvivl: når man trak linjerne op for den rute raketterne have fulgt, var det klart, at alle var blevet affyret fra det samme sted omkring 9.6 km væk, en base for den syriske hær. Rapportens konklusioner blev viderebragt af det meste af den dominerende presse, og bakket of af den amerikanske regering. Der var ingen tvivl, den røde linje vare blevet overskredet – nu ville et militært angreb på Syrien blive forberedt som straf.
Nu viste det sig imidlertid, at teorien ikke kunne være rigtig, da raketternes rækkevidde kun var på knap 2 km. En nye teori blev så foreslået, der angav at raketterne var blevet affyret fra en anden beliggenhed 2,5 km væk, et områder hvor kamphandlinger pågik, men hvor den syriske hær havde overtaget. Yderligere beviser for den syriske hærs skyld har at gøre med rakettypen og den kemiske sammensætning af sarin gassen. Og endelig blev det fremført, at selvom oprørerne havde villet bombe deres egne, så havde de ikke kapaciteten til at kunne fremstille den nødvendige mængde sarin. Argumenterne for and imod er ekstremt detaljerede, og det er vanskeligt for os lægpersoner at have en mening om det.
Og det er, hvor vi befinder os nu. For den dominerende presse er sagen afgjort. Der er imidlertid en ubehagelig tvivl stadigvæk, der ikke er blevet fjernet, når vi tager i betragtning at sagen bragte os meget tæt på endnu en international krig i Mellemøsten.
Hovedtvivlen er, som jeg ser sagen, mangelen på motiv. Romerne stillede som regel spørgsmålet: Cui bono (hvem har gavn af det)? Spørgsmålet om motiv er stadig et vigtigt element i moderne retspleje. Motivet, eller manglen på det, er ikke noget bevis. Men uden et motiv, vil man som regel stille meget større krav til bevismaterialet.
Og det er svært at se den syriske hærs motiv til at lancere et angreb med kemiske våben. Der er foreslået to mulige bevæggrunde:
Den første er, at den syriske hær var trængt op i en krog af oprørerne og derfor som et sidste udvej greb til de kemiske våben. Men siden foråret 2013 var det faktisk den syriske hær, der havde initiativet. I maj havde den syriske hær indtaget Qusayr, en sejr der af både venner og modstanderne blev anset for et vendepunkt i krigen. Den syriske hær var ikke i en desperat situation.
Den anden er, at der var en eller anden magtkamp i gang inden for det syriske regime, hvor en af parterne åbenbart har ment, at brugen af kemiske våben kunne gavne deres stilling. Dette er aldrig blevet yderligere uddybet, og hvis der virkelig var en afgørende magtkamp inden for regimet må den være fuset ud lige så stille, for regimet ser meget samlet ud her ni måneder efter.
Så til modargumenterne. Angrebet med kemiske våben fandt sted netop som FNs inspektører for kemiske våben var på besøg i Syrien. Ville det syriske regime virkelig gennemføre et giftgasangreb for næsen af FN inspektørerne? Det syriske regime har vist, at der kan være despotisk og brutalt, men ind til videre ikke irrationelt.
Men havde oprørerne så et tilstrækkeligt stærke bevæggrunde til at angribe sine egne? Oprørerne var meget hurtigt ude med en kraftig reaktion på angrebene, hvor de appellerede til USA og andre udenlandske magter om at gribe ind og styrte regeringen. Samme reaktion var der fra Tyrkiet og Saudi-Arabien. De havde alt at vinde fra angrebet, taget i betragtning at oprørerne var trængt. Da Obama accepterede aftalen om at destruere Syriens arsenal af kemiske våben var frustrationen enorm og reaktionen rasende. Det var tydeligt, at det ikke var de kemiske våben, dernagede dem. Det var den udeblevne amerikanske militære intervention.
Der har været spekuleret i, at det kan havde været Saudi-Arabien, der stod bag angrebet. Men en nylig artikel af den prisvindende amerikanske journalist Seymor Hersch peger overraskende i en anden retning: Tyrkiet og dets Premierminister Recep Tayyip Erdoğan. Mange blev overrasket da Obama pludselig vendte på en tallerken og aflyste angrebet på Syrien. En mulig forklaring er, at hans egne rådgivere var i tvivl om, hvem der stod bag angrebet. Historien lyder sandsynlig – om den faktisk er sand, er det vanskeligt at vide.
Vi er nogle, der stadig husker Tonkinbugt-affæren i 1964, der blev brugt som påskud for at optrappe Vietnamkrigen. Meget tættere på har vi naturligvis påstanden om masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som påskud for at invadere Irak for 11 år siden. Hvis det viser sig, at vi er blevet ført bag lyset i sagen om giftgasangrebet i Ghouta, så er det altså ikke første gang. Mere nedslående er det, at vi ikke kan forvente at den dominerende presse sætter spørgsmålstegn ved denne slags ”falsk flag” operationer – de hælder snarere mere benzin på bålet. Og så er der Human Rights Watch – de lader til at have valgt side med pyromanerne.
