Det kan virke mærkeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om Israel har en fremtid, når det netop nu har succes med at knuse sine fjender Hamas og Hizbollah med amerikansk støtte. De er i gang med at vinde, så selvfølgelig har de en fremtid, ikke sandt? For det første, er det rigtigt, at de er i gang med at vinde? Og for det andet er Israel et bosætter-kolonialistisk projekt, som er blevet til en apartheidstat. Deres strategi er at fordrive palæstinenserne fra Stor-Israel, og de regner med, at verden vil kigge den den anden vej imens. Vil den det? Vil vi det?

De vestlige magter hævder at være forsvarerne af civilisationen mod barbariet, men til trods for at grusomhederne i Gaza fortsætter, støtter de fortsat betingelsesløst Israel. De spørger samtidig forsigtigt Israel, om de ikke nok vil være så rare at slå færre civile ihjel. Udover at miste troværdighed, så fremelsker de hermed fremtidige terrorister. Vi kan kun håbe, at det, at der er mange hæderlige mennesker i Vesten, der viser deres solidaritet med Palæstina på trods af deres regeringer, kan begrænse skaden.

Benjamin Netanyahu, Israels nuværende premierminister, har mindet det vestlige publikum om de massive ofre for den allierede bombning af Dresden i 1945. Hvorfor gør han det? Det, han gerne vil sige, er, at "hvis I kunne, hvorfor kan vi så ikke?" Israels amerikanske og europæiske venner føler sig ikke godt tilpas over denne sammenligning.

Lande har gennem historien rutinemæssigt erobret landområder, hvor andre mennesker bor, så tilfældet med staten Israel er ikke enestående. Men spørgsmålet er, hvad erobreren kan gøre med de mennesker, der bor på det land, der er blevet erobret. Her er staten Israel et særligt tilfælde, og det er roden til den palæstinensiske tragedie.