Åbenbart inspireret af Donald Trumps succes med at opbringe skibe med venezuelansk olie og sælge lasten, og nu hans succes med fuldstændigt at blokere al sejlads med olieprodukter til Cuba, har EU for nyligt besluttet at man også vil være med i denne nye verdensorden og gøre det samme med russisk olie. Har man gennemtænkt, hvordan Rusland vil reagere, og hvilke konsekvenser det får for retten til fri sejlads på verdenshavene? En ret som EU selv er fuldstændig afhængig af.

De sidste par måneder har det været slået fast som en kendsgerning, at krigslykken i Ukraine nu endelig er vendt. Så langt om længe er de hundreder af milliarder af euro og dollars, som NATO-landene har hældt i Ukraine, og de hundrede tusinder af døde ukrainske soldater ved at finde sin berettigelse, ikke sandt? Beklager at være lyseslukker, men svaret er nej.

Som det ofte siges, så slutter alle krige på et eller andet tidspunkt, og det gælder også for Ukraine-krigen. Krigstrætheden er tydeligvis ved at sætte ind i Ukraine og blandt nogle af Ukraines vestlige sponsorer, på trods af den gentagne insisteren på at fortsætte 'så længe det er nødvendigt'. Der har indtil nu været en stiltiende aftale i NATO om ikke at diskutere muligheden for en forhandlet fred åbent, så mantraet er stadig, at Putin er den nye Hitler, og alt andet end et russisk nederlag er uacceptabelt. Men det rygtes, at diskussionerne er i gang i korridorerne.

NATO har en aftale med den ukrainske regering: 'Vi giver jer penge og våben, og I stiller med soldaterne'. Den ukrainske regering bruger nu stadig mere barske og voldelige metoder for at indfange uvillige borgere og sende dem til en næsten sikker død i skyttegravene. Denne indsats bifaldes af NATO-landene. Politikerne, fra højre til venstre, føler absolut ingen empati med de ukrainske mænd, der mod deres vilje bliver sendt til slagtebænken. Det er åbenbart et nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.

Misinformationskampagner er desværre en normal del af politisk rivalisering, og de har en endnu mere fremtrædende rolle, når der er krig. Vellykket misinformation kan have en ganske stor effekt. Der er imidlertid en risiko for, at man ender med at tro på sin egen misinformation, og det betyder, at skæbnesvangre beslutninger træffes på et forkert grundlag. Det er, hvad der ser ud til at ske i Ukraine-krigen. Og det er ekstremt farligt.

De ukrainske væbnede styrkers tab er forfærdelige. Vi ved ikke, hvor mange der dør, men ingen er i tvivl om, at tallet er skræmmende højt. En nylig undersøgelse giver os et glimt af, hvor galt det står til. Den viser, at 63% af ukrainerne siger, at de har mindst én nær slægtning eller ven, der er død, 78% hvis vi inkluderer de sårede. Det er det rene vanvid. USA, NATO og EU siger, at dette skal fortsætte "den tid det tager". Har de en god begrundelse for at lade dette blodbad fortsætte?

Den almindelige opfattelse i de etablerede medier er, at Ukraine og NATO er ved at vinde krigen. Så diskussionerne går mest på, hvad et desperat, besejret Rusland vil gøre. Vi ved jo alle, at sårede dyr er farlige. Men hvad nu hvis det - hypotetisk set, selvfølgelig, på trods af alle de kloge militære eksperter - er omvendt? Hvordan vil NATO reagere på at lide nederlag i Ukraine? Vil det føre til total krig?

Undertiden ville man ønske, at man havde taget fejl. I en artikel på denne hjemmeside omkring to måneder før Rusland invaderede Ukraine, forudsagde jeg, at krig var det mest sandsynlige udfald, da USA og NATO klart havde erklæret, at de ikke accepterede Ruslands "røde linje": kravet om, at NATO stoppede sin østlige ekspansion. Jeg stillede spørgsmålet, om NATO troede, at russerne bluffede, eller om de havde besluttet at ofre Ukraine. Desværre ser det ud til, at beslutningen var at ofre Ukraine.

Stillet over for Ruslands krav om et stop for NATO's udvidelse mod øst har NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg svaret, at Rusland ikke har nogen ret til at bestemme, hvilke lande der bliver medlemmer af NATO, et synspunkt der er blevet gentaget af G7-landene, der advarer om, at det vil få "massive konsekvenser” for Rusland, hvis det griber ind i Ukraine. Så Ruslands "røde linjer" er blevet afvist, vel vidende at dette kan betyde militær konflikt. Hvad der er modstridende er, at ved at forsvare Ukraines ret til NATO-medlemskab risikerer NATO faktisk at lede Ukraine til ruin. Så har NATO besluttet sig for at ofre Ukraine? Eller bluffer russerne, og NATO har gennemskuet dem?

Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.