Misinformationskampagner er desværre en normal del af politisk rivalisering, og de har en endnu mere fremtrædende rolle, når der er krig. Vellykket misinformation kan have en ganske stor effekt. Der er imidlertid en risiko for, at man ender med at tro på sin egen misinformation, og det betyder, at skæbnesvangre beslutninger træffes på et forkert grundlag. Det er, hvad der ser ud til at ske i Ukraine-krigen. Og det er ekstremt farligt.

General Mark Milley, USA's militære stabschef, sagde i februar 2023, at Rusland allerede har tabt "strategisk, operationelt og taktisk". Krigen i Ukraine ses i USA som "en bemærkelsesværdig omkostnings-effektiv måde at svække Ruslands militære kapacitet på uden at risikere et eneste (amerikansk) liv". Så alt går altså efter planen. Eller gør det?

Den russiske økonomi har tilsyneladende modstået "sanktionerne fra helvede", som skulle have ført til et økonomisk sammenbrud. Det har forvirret mange økonomer og politikere. Men det er ikke noget mysterium. Sanktioner gør ondt, men de skaber også nye muligheder, især i store og relativt avancerede lande som Rusland. Grunden til, at det er så svært for mange økonomer at forstå, er, at de har lukket sig inde i et snævert neoliberalt univers. Det, der sker i Rusland, har et vigtigt budskab til udviklingslandene.

Den almindelige opfattelse i de etablerede medier er, at Ukraine og NATO er ved at vinde krigen. Så diskussionerne går mest på, hvad et desperat, besejret Rusland vil gøre. Vi ved jo alle, at sårede dyr er farlige. Men hvad nu hvis det - hypotetisk set, selvfølgelig, på trods af alle de kloge militære eksperter - er omvendt? Hvordan vil NATO reagere på at lide nederlag i Ukraine? Vil det føre til total krig?

Krigen i Ukraine er en gave fra himlen til USA, og det bedste, vi kan håbe, er, at den vil fortsætte så længe som muligt, da den vil ruinere Rusland. Det mener en skribent fra Chatham House, en tænketank tæt knyttet til den britiske regering, og en hyppig bidragyder til NATO-relaterede organisationer som Atlantic Council. Desværre afspejler han sandsynligvis tankegangen i indflydelsesrige kredse i USA, Storbritannien og NATO. Hvis det er tilfældet, kan det ende med at blive en meget langvarig krig.

Rusland er i FN blevet fordømt for sin krig i Ukraine af et overvældende flertal af verdens lande. På trods af dette er det meget få lande uden for NATO+, der tilslutter sig sanktionerne mod Rusland. Hvorfor vil det globale syd ikke være med i sanktionerne? Og vil USA kunne vride armen om på disse uvillige lande og få dem til at makke ret?

Mange lande opbygger reserver af guld og udenlandsk valuta for at sikre sig mod pludselige vanskeligheder. Da valutaer som den amerikanske dollar og euroen ikke er knyttet til noget fysisk aktiv (som f.eks. guld), er deres værdi baseret på tillid til, at de vil blive accepteret som betalingsmiddel. Den stigende politisering af det internationale finansielle system udhuler imidlertid denne tillid. Dette kan få vidtrækkende konsekvenser, da nogle lande nu ser sig om efter alternativer.

Det ser ud til, at sanktionerne ikke har haft de forventede katastrofale konsekvenser for Rusland i sammenligning med Iran, Venezuela og Cuba, i hvert fald på kort sigt. Men hvad med det længere perspektiv? Vil den russiske økonomi bryde sammen eller stagnere? Eller vil den kunne overleve og måske endda trives? Historiske erfaringer fortæller os, at begge scenarier er mulige, og at udfaldet i høj grad afhænger af, hvor godt situationen håndteres og af den politiske ledelses legitimitet.

For professionelle journalister i Vesten udgør Ukraine et dilemma. Der er ingen tvivl om, hvor sympatien ligger. Krigen i Ukraine ses som de gode mod de onde, og den offentlige mening er absolut imod Rusland. Hvad skal man så gøre med nyheder, der sætter de gode i et dårligt lys, for eksempel at Ukraine taber på slagmarken, deres væbnede styrker bomber et atomkraftværk i russisk kontrolleret territorium, deres brug af boligområder til at beskyde russerne og så videre? Ignorere dem, benægte dem eller fortælle det, som det er?

Det nylige fald i olieprisen betegnes af mange som en 'saudi-russisk priskrig'. Dette er en forkert betegnelse. Der er to faktorer bag prisfaldet. For det første bliver olie mere og mere irrelevant, i og med at vedvarende energi bliver stadig billigere, og alle lande med store olieforekomster falder nu over deres egne ben for at pumpe så meget som muligt op af undergrunden, før det er for sent. For det andet fungerer OPEC+ oliekartellet ikke længere, da outsidere - også kaldet 'gratister' - har øget produktionen så meget, at kartellet ikke længere er fordelagtigt for deltagerne. Disse to faktorer er dødsstødet for OPEC+, og de gode tider for olieindustrien med høje oliepriser kommer aldrig igen. Faldet i efterspørgsel på grund af COVID-19 er ikke årsagen, det er kun den udløsende faktor.