Cuba har været under en ødelæggende amerikansk embargo siden 1960, men siden februar i år har Donald Trump og hans udenrigsminister Marco Rubio strammet skruen yderligere og gennemført en total blokade for olieprodukter til landet og i øvrigt truet de få udenlandske firmaer, der opererede i landet, til at trække sig ud. Uden olie er landet tæt på totalt kollaps, og konsekvenserne for befolkningen er katastrofale. Omverdenens tavshed er øredøvende.

Åbenbart inspireret af Donald Trumps succes med at opbringe skibe med venezuelansk olie og sælge lasten, og nu hans succes med fuldstændigt at blokere al sejlads med olieprodukter til Cuba, har EU for nyligt besluttet at man også vil være med i denne nye verdensorden og gøre det samme med russisk olie. Har man gennemtænkt, hvordan Rusland vil reagere, og hvilke konsekvenser det får for retten til fri sejlads på verdenshavene? En ret som EU selv er fuldstændig afhængig af.

Donald Trumps forsøg på at bemægtige sig Grønland, som han begrunder med nationale sikkerhedshensyn, har pludselig fået NATO til at hævde, at det er nødvendigt til at opruste militært i Arktis. Et hidtil relativt fredeligt område er nu blevet til en endnu en skueplads for militære spændinger og våbenkapløb. Det er det rene vanvid.

"Vi i Amerika har ingen interesse i at være høflige og pæne forvaltere af Vestens gradvise udfasning," sagde den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, på sikkerhedskonference i München for nylig. Og han tilføjede: "Vi vil genrejse den største civilisation i menneskets historie." Så hans budskab er: "Imperiet er på banen igen"!

Der er ingen tvivl om, at Kina, en stadig mere konkurrencedygtig økonomisk stormagt, udgør en økonomisk udfordring for EU. De europæiske lederes diskurs går imidlertid langt ud over denne økonomiske udfordring. Nu beskrives Kina som en militær trussel. Blandt de mest agressive Kina-høge er EU's præsident Ursula von der Leyen, EU's udenrigspolitiske chef Kaja Kallas og den danske statsminister Mette Frederiksen. Det er et mysterium, hvad de ønsker at opnå med det.

Den ukrainske præsident Vladimir Zelensky og EU kan ånde lettet op. Faren for fred i Ukraine er drevet over. Trump siger, at han er skuffet over russerne, og han har forsikret, at Ukraine kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. Han har lovet støtte med amerikanske våben, så længe det er nødvendigt, på betingelse af at andre betaler. Hvorfor mislykkedes det for Trump?

De europæiske landes strategiske beslutning om at stå last og brast med Israel til trods for det folkemord og den etniske udrensning, der finder sted i Gaza og den besatte Vestbred, kan være svær at forstå. Den svækker kraftigt EU landenes omdømme i det Globale Syd og blandt deres egne befolkninger. Det lugter langt væk af dobbeltmoral, og det skal man være blind for ikke at kunne se. Talen om ”europæiske værdier” fremstår som det, den er: tom snak.

Der er en ny politisk konsensus i de europæiske NATO-lande. Det hævdes, at da de ikke længere kan regne med en automatisk amerikansk sikkerhedsgaranti, står de over for en eksistentiel trussel, og der er et presserende behov for en dramatisk oprustning. De bør være klar til en krig med Rusland inden for 3-4 år, siges det. Denne konsensus støttes af hele det politiske spektrum, fra højre til venstre. Eneste problem: den strider mod fakta.

Det ser ikke specielt godt ud for EU på det seneste. Økonomisk stagnation, rapporter, der peger på faldende konkurrenceevne i nøglesektorer, negative økonomiske konsekvenser af sanktionerne, stigende finansiel byrde fra Ukraine-krigen, placeret midt i konfrontationen mellem USA og Kina, og så videre. Der er veje ud af dette morads, men politiske og institutionelle faktorer sætter spørgsmålstegn ved EU's evne til at kunne gøre det.

De vestlige magter hævder at være forsvarerne af civilisationen mod barbariet, men til trods for at grusomhederne i Gaza fortsætter, støtter de fortsat betingelsesløst Israel. De spørger samtidig forsigtigt Israel, om de ikke nok vil være så rare at slå færre civile ihjel. Udover at miste troværdighed, så fremelsker de hermed fremtidige terrorister. Vi kan kun håbe, at det, at der er mange hæderlige mennesker i Vesten, der viser deres solidaritet med Palæstina på trods af deres regeringer, kan begrænse skaden.