Cuba har været under en ødelæggende amerikansk embargo siden 1960, men siden februar i år har Donald Trump og hans udenrigsminister Marco Rubio strammet skruen yderligere og gennemført en total blokade for olieprodukter til landet og i øvrigt truet de få udenlandske firmaer, der opererede i landet, til at trække sig ud. Uden olie er landet tæt på totalt kollaps, og konsekvenserne for befolkningen er katastrofale. Omverdenens tavshed er øredøvende.

Donald Trumps forsøg på at bemægtige sig Grønland, som han begrunder med nationale sikkerhedshensyn, har pludselig fået NATO til at hævde, at det er nødvendigt til at opruste militært i Arktis. Et hidtil relativt fredeligt område er nu blevet til en endnu en skueplads for militære spændinger og våbenkapløb. Det er det rene vanvid.

Der er ingen tvivl om, at Kina, en stadig mere konkurrencedygtig økonomisk stormagt, udgør en økonomisk udfordring for EU. De europæiske lederes diskurs går imidlertid langt ud over denne økonomiske udfordring. Nu beskrives Kina som en militær trussel. Blandt de mest agressive Kina-høge er EU's præsident Ursula von der Leyen, EU's udenrigspolitiske chef Kaja Kallas og den danske statsminister Mette Frederiksen. Det er et mysterium, hvad de ønsker at opnå med det.

Trump har uden større besvær tromlet sine allierede vasalstater som EU, Japan og adskillige mindre lande ned. Han hævder, at han også har trynet Indien, men den påstand virker noget tvivlsom. Men med Kina mødte han endelig nogen, der kunne give ham reel modstand. Første runde endte med 1-0 til Kina. Der kommer snart flere runder. Held og lykke, Mr. Trump!

Den amerikanske præsident Donald Trump har presset både venner og fjender med toldsatser og trusler om yderligere toldsatser, hvis de ikke accepterer handelsaftaler på USA's præmisser. Nogle, som EU, har kapituleret uden at gøre modstand og har dermed gjort sig selv til grin i omverdens øjne. Men andre lande modsætter sig Trumps damptromletaktik. Til Trump-holdets overraskelse er et af disse lande Indien.

Livet var lettere i politik i de 40 år med neoliberal globalisering, da den satte snævre grænser for, hvad politikerne kunne gøre. Uanset hvad de foreslog, måtte de argumentere for, at markederne, og i særdeleshed den hypermobile internationale kapital, ville acceptere det. Med den neoliberale globaliserings bortgang har vi en ny situation.

Efter at have været den dominerende politik verden over de sidste 40 år, er den neoliberale globalisering diskret blevet droppet af de rige lande. Det betyder ikke, at de har droppet neoliberalismen, men at globaliseringen har taget nye former. De vigtigste andre elementer i neoliberalismen er stadig intakte, men der åbner sig måske nu nogle nye muligheder for at få en politik til fordel for almindelige mennesker igennem. Og dog.

Er den kinesiske økonomi større end den amerikanske, eller er det omvendt? Man ser begge udsagn gentagne gange i mediernes overskrifter. Svaret afhænger af, om man ser på bruttonationalproduktet i markedspriser, eller man korrigerer for, hvad man kan købe for pengene (købekraft). Men der er også andre måder at måle de to økonomiers relative styrke på, og resultatet er det samme. Kina kommer uundgåeligt på førstepladsen.

Efter at Kina i december 2022 pludselig ændrede kurs fra nul-Covid til total ophævelse af alle restriktioner, jublede alle de sædvanlige vestlige Kina-kritikere. Se, det var en fiasko! Vi håndterede epidemien på den rigtige måde, mens det gik helt galt for Xi's Kina! Men hvis vi sammenligner de førende vestlige magters resultater med Kinas, er det svært at retfærdiggøre denne jubel.

Rusland er i FN blevet fordømt for sin krig i Ukraine af et overvældende flertal af verdens lande. På trods af dette er det meget få lande uden for NATO+, der tilslutter sig sanktionerne mod Rusland. Hvorfor vil det globale syd ikke være med i sanktionerne? Og vil USA kunne vride armen om på disse uvillige lande og få dem til at makke ret?