To virksomheder har i øjeblikket verdensmarkedet for computerchips i et jerngreb: Intel/AMD og ARM. Inspireret af succesen med åben kilde software udfordrer en åben kilde hardware, kaldet RISC-V, nu dette monopol. Mit gæt er, at det vil lykkes for RISC-V, ikke mindst fordi flere og flere lande er utilfreds med monopoliseringen af markedet. Det er naturligvis tilfældet for Kina og Rusland, men Indien, Brasilien, Japan og EU satser også nu på RISC-V.

Vi ved fra historien, at små producenter, der samarbejder i andelsforeninger, under visse omstændigheder kan slå kommercielle private virksomheder. Men inden for software er der dukket en anden form for samarbejde op i løbet af de sidste årtier. Det blev startet af folk, der havde det som en hobby, som kunne lide det, de lavede, og som samarbejdede med hinanden, på trods af at der ikke var nogen økonomisk fordel i det. På nogle områder har det vist sig ekstremt effektivt til at underminere monopoler og fjerne unødige omkostninger for brugerne.