nuBlog
Hovedårsagen til, at EU, i modsætning til Kina, overgav sig uden at gøre modstand i toldkrigen med Donald Trump, er ikke, at EU handelsmæssigt er meget mere afhængigt af USA end Kina er, men derimod, at den har andre prioriteter, først og fremmest Ukraine, dens militær er helt afhængigt af USA, dens bureaukrati er dårligt rustet til denne type slagsmål, og den mangler intern enighed, hvis den skulle vælge at kæmpe imod. Den er derfor et let bytte for et rovdyr som Trump.
Trump vil lægge ansvaret for krigen i Ukraine over på EU. Han har ironisk sagt, at Ukraine med støtte fra EU kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. USA vil med glæde sælge dem våbnene, men EU skal betale. Så nu kigger EU-landene dybt i pengepungen. Vil de være i stand til at fortsætte krigen til den bitre ende?
Den ukrainske præsident Vladimir Zelensky og EU kan ånde lettet op. Faren for fred i Ukraine er drevet over. Trump siger, at han er skuffet over russerne, og han har forsikret, at Ukraine kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. Han har lovet støtte med amerikanske våben, så længe det er nødvendigt, på betingelse af at andre betaler. Hvorfor mislykkedes det for Trump?
Den måde, hvorpå den venezuelanske venezuelanske økonomi er blevet forvaltet, har været forbløffende inkompetent og katastrofal, til trods for at landet besidder verdens største oliereserver. Sanktionerne og embargoen mod Venezuela har fremskyndet tilbagegangen i økonomien med en inflation der ligger på grænsen af hyperinflation, en økonomi i opløsning og masseudvandring. Den venezuelanske regering og dens politik er under al kritik, og det gælder i øvrigt også oppositionen. Men sanktioner og embargo er den forkerte politik, der blot forårsager yderligere lidelser for det venezuelanske folk. Når man så anerkender en selvudnævnt præsident og støtter en amatøragtig opstand, bliver det hele til en farce. Der er ikke noget nyt i, at amerikanerne behandler deres modstandere på denne måde. Men det er meget svært at forstå, hvad det er EU vil opnå med at støtte det. Europæerne kan nu ikke længere bare skyde skylden på den venezuelanske regering. De har besluttet sig til at påtage sig et medsansvar for det venezuelanske folks lidelser.
Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.
Den igangværende handelskrig, som USA har sat i værk mod Kina, vil ændre det 21. århundredes historie, uanset om parterne i sidste ende når frem til en aftale eller ej. Handelskrigen signalerer, at USA har besluttet sig til med alle til rådighed stående midler at forhindre, at Kina bliver til en økonomisk supermagt. Det er en er yderst farlig politik, som i øvrigt er dømt til at mislykkes. Kinas befolkning er mere end fire gange større end USAs. Efterhånden som Kina udvikler sig, vil dets økonomi uundgåeligt overgå USAs. Der er ikke noget, USA kan gøre for at forhindre det, så de bliver nødt til at lære at leve med det. Desværre ser en væsentlig del af det amerikanske establishment anderledes på det.
Det har været almindeligt at sige, at det amerikanske samfunds væsentligste styrke er dets system af kontrol og modvægte. Regeringsmagtens tredeling skaber et system af kontrol og modvægte, og den frie presse og civilsamfundet i sine mange former bidrager med yderligere kontrol. Nogle gange virker det faktisk sådan. Men i mange tilfælde er resultatet at det hele går i baglås, og at systemet ophører med at fungere. Det mest bekymrende er, at systemet med kontrol og modvægte simpelthen ikke virker i det grundlæggende spørgsmål om krig og fred. Det bringer hele verden i fare.
It has been common to say that the main strength of the US political system is its checks and balances. The three branches of Government are balancing each other out, and the free press and civil society in its many forms contribute with more checks on the system. Sometimes this is still true. But in many cases the result is dead-lock and a non-functional system. Most worrying is that in the fundamental case of war and peace, it simply does not work. This puts the whole world in danger.