Den amerikanske præsident Donald Trump vandt valget på et løfte om at gøre noget ved USA's indenrigspolitiske problemer. Som så mange amerikanske præsidenter før ham har han ikke holdt sit løfte og har i stedet startet nye militære eventyr i fjerne lande. Den vellykkede operation for at kidnappe den venezuelanske præsident har tilsyneladende givet ham appetit på mere. Det lover ikke godt for resten af ​​verden. Og for USA.

USA har indsat en stor flådestyrke tæt på Venezuelas kyst. Det er uklart, hvad han vil gøre med den, da den er for stor til, at han kan holde den der på ubestemt tid, og for lille til en invasion i fuld skala. Han siger, at han ønsker et regimeskifte. Hvordan vil han opnå det? Og kan han?

Mange lande opbygger reserver af guld og udenlandsk valuta for at sikre sig mod pludselige vanskeligheder. Da valutaer som den amerikanske dollar og euroen ikke er knyttet til noget fysisk aktiv (som f.eks. guld), er deres værdi baseret på tillid til, at de vil blive accepteret som betalingsmiddel. Den stigende politisering af det internationale finansielle system udhuler imidlertid denne tillid. Dette kan få vidtrækkende konsekvenser, da nogle lande nu ser sig om efter alternativer.

Det ser ud til, at sanktionerne ikke har haft de forventede katastrofale konsekvenser for Rusland i sammenligning med Iran, Venezuela og Cuba, i hvert fald på kort sigt. Men hvad med det længere perspektiv? Vil den russiske økonomi bryde sammen eller stagnere? Eller vil den kunne overleve og måske endda trives? Historiske erfaringer fortæller os, at begge scenarier er mulige, og at udfaldet i høj grad afhænger af, hvor godt situationen håndteres og af den politiske ledelses legitimitet.

Sanktioner bliver i stigende grad brugt af vestlige lande. Dette til trods for at de fleste undersøgelser viser, at de ikke når de resultater, de siger de går efter, forårsager enorme menneskelige lidelser i de lande, det går ud over, og skaber problemer for de vestlige lande selv. Flygtningebølgen fra Syrien er et eksempel. Sanktionerne mod Afghanistan vil uden tvivl skabe en ny bølge. Velkommen til Udenrigspolitik 2.0.

Det nye slagord i international politik er "Den internationale regelbaserede orden". Narrativet er, at denne orden bliver udfordret udefra af hensynsløse revisionistiske lande, primært Kina, Rusland og Iran, og indefra af nationalistiske og populistiske politikere (Trump, Brexiters, Orban, Marie Le Pen og lignende). Vi bør derfor gribe til våben for at forsvare / genoprette denne truede regelbaserede orden. Hvis kigger nærmere efter, vil vi imidlertid se, at reglerne bliver bøjet eller opfundet løbende, så de kan passe til formålet. Man bliver i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen regler.

Den måde, hvorpå den venezuelanske venezuelanske økonomi er blevet forvaltet, har været forbløffende inkompetent og katastrofal, til trods for at landet besidder verdens største oliereserver. Sanktionerne og embargoen mod Venezuela har fremskyndet tilbagegangen i økonomien med en inflation der ligger på grænsen af hyperinflation, en økonomi i opløsning og masseudvandring. Den venezuelanske regering og dens politik er under al kritik, og det gælder i øvrigt også oppositionen. Men sanktioner og embargo er den forkerte politik, der blot forårsager yderligere lidelser for det venezuelanske folk. Når man så anerkender en selvudnævnt præsident og støtter en amatøragtig opstand, bliver det hele til en farce. Der er ikke noget nyt i, at amerikanerne behandler deres modstandere på denne måde. Men det er meget svært at forstå, hvad det er EU vil opnå med at støtte det. Europæerne kan nu ikke længere bare skyde skylden på den venezuelanske regering. De har besluttet sig til at påtage sig et medsansvar for det venezuelanske folks lidelser.

Det har været almindeligt at sige, at det amerikanske samfunds væsentligste styrke er dets system af kontrol og modvægte. Regeringsmagtens tredeling skaber et system af kontrol og modvægte, og den frie presse og civilsamfundet i sine mange former bidrager med yderligere kontrol. Nogle gange virker det faktisk sådan. Men i mange tilfælde er resultatet at det hele går i baglås, og at systemet ophører med at fungere. Det mest bekymrende er, at systemet med kontrol og modvægte simpelthen ikke virker i det grundlæggende spørgsmål om krig og fred. Det bringer hele verden i fare.

It has been common to say that the main strength of the US political system is its checks and balances. The three branches of Government are balancing each other out, and the free press and civil society in its many forms contribute with more checks on the system. Sometimes this is still true. But in many cases the result is dead-lock and a non-functional system. Most worrying is that in the fundamental case of war and peace, it simply does not work. This puts the whole world in danger.

Uanset resultatet af klimatopmødet i Paris, så har olie og kul startet på en uafvendelig nedtur, presset af konkurrencen fra vedvarende energi, og et stigende politisk pres for at få vores samfund til at gøre sig mindre afhængige af olie, gas og kul. Dette ændrer fuldstændig spillet og gør det, at det pludselig er en rigtig dårlig ide at reducere udbuddet for at få højere priser. I stedet er der nu et kapløb om at komme først, og udnytte olien og gassen før det er for sent. Den, der kommer for sent, taber. Så OPEC har fuldstændig mistet sin magtposition, og der er ingen chance for, at organisationen vil få den tilbage.