Det kemiske våben angreb på den oprørsdominerede Damaskus forstad Østre Ghouta den 21. august sidste år bragte os meget tæt på et amerikansk militærangreb på Syrien. Det blev aflyst i sidste øjeblik, da den russiske præsident Vladimir Putin fik bragt en aftale istand, hvor Syrien lovede at opgive sit arsenal af kemiske våben. Men hvem stod bag gasangrebet på Ghouta? USA og de fleste vestlige lande er ikke i tvivl: det var den syriske regering, men Rusland – efter nogen tøven - endte med at pege på oprørerne. Der er imidlertid ikke mange beviser, hverken for den ene eller den anden beskyldning. Det efterlader i hvert fald nogen af os med en ubehagelig følelse af at være blevet ført bag lyset – endnu engang.