Donald Trumps forsøg på at bemægtige sig Grønland, som han begrunder med nationale sikkerhedshensyn, har pludselig fået NATO til at hævde, at det er nødvendigt til at opruste militært i Arktis. Et hidtil relativt fredeligt område er nu blevet til en endnu en skueplads for militære spændinger og våbenkapløb. Det er det rene vanvid.

Det kan virke mærkeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om Israel har en fremtid, når det netop nu har succes med at knuse sine fjender Hamas og Hizbollah med amerikansk støtte. De er i gang med at vinde, så selvfølgelig har de en fremtid, ikke sandt? For det første, er det rigtigt, at de er i gang med at vinde? Og for det andet er Israel et bosætter-kolonialistisk projekt, som er blevet til en apartheidstat. Deres strategi er at fordrive palæstinenserne fra Stor-Israel, og de regner med, at verden vil kigge den den anden vej imens. Vil den det? Vil vi det?

Er den kinesiske økonomi større end den amerikanske, eller er det omvendt? Man ser begge udsagn gentagne gange i mediernes overskrifter. Svaret afhænger af, om man ser på bruttonationalproduktet i markedspriser, eller man korrigerer for, hvad man kan købe for pengene (købekraft). Men der er også andre måder at måle de to økonomiers relative styrke på, og resultatet er det samme. Kina kommer uundgåeligt på førstepladsen.

Det meste af den europæiske og nordamerikanske venstrefløj betragter sig selv som vogtere af universelle rettigheder og værdier. De kæmper for sanktioner og - om nødvendigt - militær indgriben mod lande eller "regimer", der ikke lever op til disse universelle standarder, og de forventer, at deres regeringer, USA, EU og NATO sørger for de nødvendige straffeforanstaltninger for at håndhæve standarderne. De har ikke opdaget, at det ikke længere er muligt. Det er mere end hvad imperiet kan klare.

Efter at Kina i december 2022 pludselig ændrede kurs fra nul-Covid til total ophævelse af alle restriktioner, jublede alle de sædvanlige vestlige Kina-kritikere. Se, det var en fiasko! Vi håndterede epidemien på den rigtige måde, mens det gik helt galt for Xi's Kina! Men hvis vi sammenligner de førende vestlige magters resultater med Kinas, er det svært at retfærdiggøre denne jubel.

Krigen i Ukraine er en gave fra himlen til USA, og det bedste, vi kan håbe, er, at den vil fortsætte så længe som muligt, da den vil ruinere Rusland. Det mener en skribent fra Chatham House, en tænketank tæt knyttet til den britiske regering, og en hyppig bidragyder til NATO-relaterede organisationer som Atlantic Council. Desværre afspejler han sandsynligvis tankegangen i indflydelsesrige kredse i USA, Storbritannien og NATO. Hvis det er tilfældet, kan det ende med at blive en meget langvarig krig.

Rusland er i FN blevet fordømt for sin krig i Ukraine af et overvældende flertal af verdens lande. På trods af dette er det meget få lande uden for NATO+, der tilslutter sig sanktionerne mod Rusland. Hvorfor vil det globale syd ikke være med i sanktionerne? Og vil USA kunne vride armen om på disse uvillige lande og få dem til at makke ret?

Undertiden ville man ønske, at man havde taget fejl. I en artikel på denne hjemmeside omkring to måneder før Rusland invaderede Ukraine, forudsagde jeg, at krig var det mest sandsynlige udfald, da USA og NATO klart havde erklæret, at de ikke accepterede Ruslands "røde linje": kravet om, at NATO stoppede sin østlige ekspansion. Jeg stillede spørgsmålet, om NATO troede, at russerne bluffede, eller om de havde besluttet at ofre Ukraine. Desværre ser det ud til, at beslutningen var at ofre Ukraine.

Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.

Den igangværende handelskrig, som USA har sat i værk mod Kina, vil ændre det 21. århundredes historie, uanset om parterne i sidste ende når frem til en aftale eller ej. Handelskrigen signalerer, at USA har besluttet sig til med alle til rådighed stående midler at forhindre, at Kina bliver til en økonomisk supermagt. Det er en er yderst farlig politik, som i øvrigt er dømt til at mislykkes. Kinas befolkning er mere end fire gange større end USAs. Efterhånden som Kina udvikler sig, vil dets økonomi uundgåeligt overgå USAs. Der er ikke noget, USA kan gøre for at forhindre det, så de bliver nødt til at lære at leve med det. Desværre ser en væsentlig del af det amerikanske establishment anderledes på det.