Kina er ikke længere en lavtlønsøkonomi. For at undgå at blive fanget i en fælde, hvor kinesiske produkter hverken er rigtig billige eller rigtig gode, ønsker landet at gå fra lavteknologiske standardprodukter til højteknologiske produkter med højere værditilvækst. Dette er målet med strategien "Kina 2025", understøttet af massiv offentlig finansiering. Kan denne strategi retfærdiggøres, eller er der tale om ublu konkurrence? Amerikanerne mener det sidstnævnte og er fast besluttet på at gøre, hvad de kan for at blokere den. Men det er usandsynligt at de skulle få held til det.

Den spektakulære anholdelse i Canada af den kinesiske telekommunikationsgigant Huaweis finansdirektør kommer umiddelbart efter at USA tidligere i år har straffet et andet kinesisk telekomselskab, ZTE. Argumentet er, at disse virksomheder har overtrådt USAs sanktioner mod Iran. Men der er en meget dybere bagvedliggende konflikt, der er af eksistentiel betydning for både USA og Kina, og konsekvenserne er vidtrækkende. Hvor langt er USA villig til at gå for at forhindre, at Kina bliver en teknologisk stormagt?

Klimatopmødet i Paris endte med en aftale, heldigvis. Ikke god nok til at forhindre at vores børnebørn vil stå over for en klima katastrofe, men i det mindste en begyndelse, som vi forhåbentlig vil være i stand til at bygge videre på. Bortset fra klima-benægterne, der lever i deres egen klaustrofobiske verden, handler meget af uenigheden om retfærdighed: hvilke lande har skylden og bør derfor være de første til at rydde op efter sig? Topmødet i Paris forsøgte at undgå skyldspørgsmålet og i stedet nå til enighed om, at vi alle skal bidrage, herunder også udviklingslandene. Og udviklingslandene synes modstræbende at have accepteret dette.

Uanset resultatet af klimatopmødet i Paris, så har olie og kul startet på en uafvendelig nedtur, presset af konkurrencen fra vedvarende energi, og et stigende politisk pres for at få vores samfund til at gøre sig mindre afhængige af olie, gas og kul. Dette ændrer fuldstændig spillet og gør det, at det pludselig er en rigtig dårlig ide at reducere udbuddet for at få højere priser. I stedet er der nu et kapløb om at komme først, og udnytte olien og gassen før det er for sent. Den, der kommer for sent, taber. Så OPEC har fuldstændig mistet sin magtposition, og der er ingen chance for, at organisationen vil få den tilbage.

Genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Cuba og USA er en historisk begivenhed. Fra ikke at tale sammen i mere end 50 år, taler de to lande nu sammen. Man kunne fra pressens dækning få det indtryk, at der nu er næsten normale forbindelser mellem de to nabolande. Det er meget langt fra tilfældet. Embargoen mod Cuba er ikke blevet ophævet, og den finansielle embargo af landet er rent faktisk blevet strammet. Europæiske banker, som ikke har brudt nogen love i deres egne lande, har på det seneste accepteret at betale svimlende beløb i bøder i USA - den sidste er på 8,9 milliarder dollars for franske bank BNP. Deres forbrydelse: de har udført finansielle transaktioner med lande under embargo, herunder Cuba. Ikke fra USA, men fra deres hjemland. Det er strafbart i USA.

Her to år efter at den internationale finansielle krise brød ud, ser USAs økonomi stadig meget ringe ud. Hovedårsagen er, at krisen i USA ikke kun skyldes en bristet boble i ejendomsmarkedet og den heraf følgende krise i den finansielle sektor, men at den også bunder i en mere grundlæggende mangel på konkurrencedygtighed. USAs økonomi har behov for en dyberegående strukturforandring, og det bliver ikke nogen nem proces.

USA's militære maskine lider under overbelastning og samtidig er tyngdepunktet i verdensøkonomien ved at skifte til Asien og Latinamerika. Det betyder at USA hidtil så mægtige overherredømme i verden er på retur. Da der ikke er nogen enkelt supermagt, der tegner sig som arvtager, bevæger vi os uvægerligt mod en multipolar verden. Nedgang er altid svær at administrere og med USA's enorme militære magt er processen uhyre risikabel. Vil USA være i stand til at adminstrere denne proces?