Den ukrainske præsident Vladimir Zelensky og EU kan ånde lettet op. Faren for fred i Ukraine er drevet over. Trump siger, at han er skuffet over russerne, og han har forsikret, at Ukraine kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. Han har lovet støtte med amerikanske våben, så længe det er nødvendigt, på betingelse af at andre betaler. Hvorfor mislykkedes det for Trump?

EU er bekymret for, at Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus vil betyde fred i Ukraine, da Trump har hævdet, at han kan sikre fred på sin første dag som præsident. Det sker næppe. Årsagen er, at Trump bliver nødt til at vise, at han har lavet en handel, som er til USAs fordel, men det er usandsynligt, at Rusland vil levere det. Så det er mere sandsynligt, at krigen fortsætter i 2025, og den kan endda eskalere, før den slutter. Desværre. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl.

Som det ofte siges, så slutter alle krige på et eller andet tidspunkt, og det gælder også for Ukraine-krigen. Krigstrætheden er tydeligvis ved at sætte ind i Ukraine og blandt nogle af Ukraines vestlige sponsorer, på trods af den gentagne insisteren på at fortsætte 'så længe det er nødvendigt'. Der har indtil nu været en stiltiende aftale i NATO om ikke at diskutere muligheden for en forhandlet fred åbent, så mantraet er stadig, at Putin er den nye Hitler, og alt andet end et russisk nederlag er uacceptabelt. Men det rygtes, at diskussionerne er i gang i korridorerne.

Ukraines præsident, Volodymir Zelensky, har benyttet undtagelsestilstanden i landet til at koncentrere al magt i sine hænder, herunder magten til at beslutte hvordan krigen skal føres. Før han vandt valget i 2019, var han skuespiller (og komiker). Måske er det derfor, han er så besat af medierne, og det kan forklare hans mange besynderlige, og tilsyneladende selvødelæggende, beslutninger. At stræbe efter kortsigtede mediesucceser, når man leder et land i krig, lover ikke godt.

NATO har en aftale med den ukrainske regering: 'Vi giver jer penge og våben, og I stiller med soldaterne'. Den ukrainske regering bruger nu stadig mere barske og voldelige metoder for at indfange uvillige borgere og sende dem til en næsten sikker død i skyttegravene. Denne indsats bifaldes af NATO-landene. Politikerne, fra højre til venstre, føler absolut ingen empati med de ukrainske mænd, der mod deres vilje bliver sendt til slagtebænken. Det er åbenbart et nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.

General Mark Milley, USA's militære stabschef, sagde i februar 2023, at Rusland allerede har tabt "strategisk, operationelt og taktisk". Krigen i Ukraine ses i USA som "en bemærkelsesværdig omkostnings-effektiv måde at svække Ruslands militære kapacitet på uden at risikere et eneste (amerikansk) liv". Så alt går altså efter planen. Eller gør det?

Den almindelige opfattelse i de etablerede medier er, at Ukraine og NATO er ved at vinde krigen. Så diskussionerne går mest på, hvad et desperat, besejret Rusland vil gøre. Vi ved jo alle, at sårede dyr er farlige. Men hvad nu hvis det - hypotetisk set, selvfølgelig, på trods af alle de kloge militære eksperter - er omvendt? Hvordan vil NATO reagere på at lide nederlag i Ukraine? Vil det føre til total krig?

Krigen i Ukraine er en gave fra himlen til USA, og det bedste, vi kan håbe, er, at den vil fortsætte så længe som muligt, da den vil ruinere Rusland. Det mener en skribent fra Chatham House, en tænketank tæt knyttet til den britiske regering, og en hyppig bidragyder til NATO-relaterede organisationer som Atlantic Council. Desværre afspejler han sandsynligvis tankegangen i indflydelsesrige kredse i USA, Storbritannien og NATO. Hvis det er tilfældet, kan det ende med at blive en meget langvarig krig.

For professionelle journalister i Vesten udgør Ukraine et dilemma. Der er ingen tvivl om, hvor sympatien ligger. Krigen i Ukraine ses som de gode mod de onde, og den offentlige mening er absolut imod Rusland. Hvad skal man så gøre med nyheder, der sætter de gode i et dårligt lys, for eksempel at Ukraine taber på slagmarken, deres væbnede styrker bomber et atomkraftværk i russisk kontrolleret territorium, deres brug af boligområder til at beskyde russerne og så videre? Ignorere dem, benægte dem eller fortælle det, som det er?

Undertiden ville man ønske, at man havde taget fejl. I en artikel på denne hjemmeside omkring to måneder før Rusland invaderede Ukraine, forudsagde jeg, at krig var det mest sandsynlige udfald, da USA og NATO klart havde erklæret, at de ikke accepterede Ruslands "røde linje": kravet om, at NATO stoppede sin østlige ekspansion. Jeg stillede spørgsmålet, om NATO troede, at russerne bluffede, eller om de havde besluttet at ofre Ukraine. Desværre ser det ud til, at beslutningen var at ofre Ukraine.