Stillet over for Ruslands krav om et stop for NATO's udvidelse mod øst har NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg svaret, at Rusland ikke har nogen ret til at bestemme, hvilke lande der bliver medlemmer af NATO, et synspunkt der er blevet gentaget af G7-landene, der advarer om, at det vil få "massive konsekvenser” for Rusland, hvis det griber ind i Ukraine. Så Ruslands "røde linjer" er blevet afvist, vel vidende at dette kan betyde militær konflikt. Hvad der er modstridende er, at ved at forsvare Ukraines ret til NATO-medlemskab risikerer NATO faktisk at lede Ukraine til ruin. Så har NATO besluttet sig for at ofre Ukraine? Eller bluffer russerne, og NATO har gennemskuet dem?

Efter at Donald Trump vandt over Hilary Clinton i det amerikanske præsidentvalg i 2016, fulgte en hidtil uset bølge af anklager om udenlandsk indblanding i valget. Hovedsynderen var Rusland, og den russiske indblanding blev set som afgørende for valgresultatet. Hvis ikke, hvordan kunne Hilary så tabe, på trods af at næsten hele det amerikanske etablissement og de fleste medier støttede hende? At USA beskylder andre lande for at blande sig i dets indre anliggender, er ret pudsigt, i betragtning af at det noget de selv excellerer i, og i øvrigt er ret stolte af. Men at blande sig i andre landes indre anliggender er gammel, dårlig vane og tilsyneladende svær at stoppe. Men der bør gøres noget for at begrænse det.

Vi er på vej ind i en ny, multipolær verden. Det har konsekvenser overalt i verden, men ikke mindst i Europa, hvor to verdenskrige startede i sidste århundrede. De dominerende magter i Europa er det USA-ledede NATO på det militære område og EU på det økonomiske og politiske område. Begge har den opfattelse, at alt ville være godt i Europa, hvis det ikke havde været for Rusland, som er en ondsindet magt, der forsøger at undertvinge uafhængige lande, sår forvirring og mistillid inden for EU og truer kontinentet med militær invasion. Hvis disse to institutioner virkelig ønsker en varig fred i Europa, skal der nytænkning til.

EU er tydeligvis i vanskeligheder, da tilliden til EU er faldende i mange medlemslande. Der er naturligvis mange forklaringer. Nogle af disse har at gøre med EU-politikernes liv i Bruxelles, fjernt fra den virkelighed, folkene i deres hjemlande oplever. Men desværre stikker problemerne meget dybere. EU har simpelthen ikke gjort sit arbejde ordentligt, og det har koncentreret sig om de forkerte spørgsmål. Presset for at udvide EU med Tyrkiet og Ukraine kan være den dråbe, der for bægeret til at flyde over.

Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.

Rigtige revolutionære griber ikke blot magten. De nedbryder også det eksisterende magt og statsapparat og bygger et nyt op, hvor de udskifter de gamle administratorer med nye, taget fra egne rækker, for at komme af med ikke blot det gamle system, men også alle de gamle ideer. Det var drejebogen for oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Og det er den drejebog, som Nato bruger i dag. I Irak. I Libyen. I Syrien. Dette synes at have været godt for NATO – organisationen har aldrig stærkere eller mere magtfuld ud. Men er det også godt for os?

Det korte svar er ja, endda meget hårdt. Og meget hårdere end de vil kunne mærkes i EU eller USA. Rusland er efter Sovjetunionens opløsning hovedsagelig en producent og eksportør af olie, gas og råvarer. Ligesom Canada, Australien, Brasilien, Chile og Venezuela. Landet har gennemgået en afindustrialisering siden Sovjetunionens opløsning, og er nu afhængig af at skulle importere næsten hvad som helst. Det er nok verdens sjette største økonomi, men det er for lille til at kunne overleve isoleret. Så sanktioner gør ondt. Men de kan også have nogle utilsigtede konsekvenser. Nogle af disse kan være ganske interessante.

Fortællingen ser ret enkelt ud: Det ukrainske folk, der havde mistet tålmodigheden med en korrupt og autoritær regering, gjorde oprør og jagede præsidenten på flugt, og genetablerede demokratiet. Uheldigvis har landet en stor nabo, Rusland, med en autoritær præsident, der drømmer om at genetablere Tsar-Sovjet imperiet. Så Ukraine bliver udsat for chikane, en Ukrainsk provins (den autonome Krim republik) bliver besat af Rusland, og nu er russerne begyndt at destabilisere landet med alle midler, og truer med at annektere den sydøstlige del af landet. Og er det ikke præcis, hvad Hitler gjorde i 1938, da han annekterede Sudeterlandet, der var en del af Tjekkoslovakiet? Vi ved jo alle, at dette førte til den anden Verdenskrig, fordi resten af verden ikke kunne samle sig sammen til at stå fast over for Nazityskland i dette afgørende øjeblik. Konsekvenserne heraf er indlysende.

Problemet med denne fortælling er, at den er for forenklet, og at den historiske parallel ikke holder.