Måske er det værd at starte med at erindre nogle grundlæggende kendsgerninger om ikke-fornybare ressourcer. Det er almindeligt at sige, at priserne er resultatet af udbud og efterspørgsel, men det siger ikke rigtig noget. Priserne er på mellemlangt til langt sigt bestemt af produktionsomkostningerne. Punktum. Efterhånden som ikke-fornybare ressourcer bliver mere vanskeligt tilgængelige, vil prisen have en tendens til at stige, medmindre der pludselig gøres nye lettilgængelige fund, eller der er et teknologispring, som gør de eksisterende ressourcer billigere at udnytte. Så det er ikke sådan, at de ikke-fornybare ressourcer (olie, gas, mineraler etc.) pludselig vil slippe op - de bliver bare dyrere at udnytte.

Den anden grundlæggende kendsgerning, som det er værd at huske på, er, at når priserne går ned, så er det de producenter, der har de højeste omkostninger, der først kommer i problemer. De vil blive nødt til at beslutte, om de vil prøve at fortsætte med at producere – i håb om at prisfaldet er midlertidigt - eller om de vil stoppe produktionen, midlertidigt eller permanent. Når vi taler om olie og gas, så ved vi faktisk hvor de højeste omkostninger er: off-shore udvinding på store dybder, boringer i arktiske områder, skiferolie og tjæresand. Så disse producenter er de første, der kommer i problemer. Det er ikke raketvidenskab.

Den tredje grundlæggende kendsgerning er, at for allerede borede brønde er det afgørende de marginale omkostninger ved at opretholde produktionen. De udgifter man har afholdt til at bore brønden hører fortiden til – de er, hvad man kalder "sunk costs". Hvis de marginale omkostninger ved at fortsætte produktionen er lavere end prisen, ja så vil det naturligvis bedst kunne betale sig at fortsætte produktionen, også selv om det – set i bakspejlet – er klart, at man nok aldrig skulle have lavet investeringen.

Men nu kommer vi til det vanskelige: Vi kender ikke de faktiske produktionsomkostninger, da disse omkostninger er forretningshemmeligheder. Den almindelige opfattelse har været, at det canadiske tjæresand skal have en pris på 80-100 USD for at være rentabelt, og at de fleste af skiferoliefelterne skal have en pris på omkring 70 USD for at løbe rundt. Da olieprisen er faldet til under 70 USD og produktionen fortsat har været stigende, er der nogen, der har konkluderet, at produktionsomkostninger så åbenbart er meget lavere. Dette er imidlertid en fejlslutning. Det kan blot betyde, at de marginale omkostninger er lavere end prisen, også ved en pris på 40-50 USD per tønde. Hvad vi skal se på, er de nye investeringer. Og her er budskabet utvetydigt: investeringerne er faldet, også selvom produktionen fortsat har været stigende, da nyligt borede brønde er sat i produktion. Der er simpelthen et tidsefterslæb.

I USA følger man typisk antallet af aktive borerigge. De anvendes til at bore nye brønde, og til at holde gamle brønde produktive. Fra oktober 2014 til april 2015 er antallet af rigge faldet fra omkring 1600 til 734, og faldet fortsætter, omend i et mere moderat tempo. Der er som nævnt nogle "eksperter", der har hævdet, at det er ligegyldigt, da boreriggene nu er langt mere produktive end før. Kig på figuren nedenfor fra Bloomberg og drag dine egne konklusioner:

Den blå linje er antallet af borerigge, og den orange linje angiver produktion. Skal man virkelig forvente, at den orange linje vil fortsætte opad, mens den blå styrtdykker? Det er der nogen, der hævder, at vi skal, og de kan til en vis grad finde støtte hos det agentur, der overvåger sektoren i USA (EIA), og som fortsætter med at forudsige rekordproduktion i 2015 og endda i 2016. Men så kom deres seneste rapport for en uge siden: ja, produktionen er nu faldende, omend faldet endnu er beskedent. Selvfølgelig. Hvad havde de forventet? At grise kan flyve?

Så de kommende år vil der være en stabilisering af priserne og produktion, afhængigt af om efterspørgslen fortsætter med at stige. En del af overkapaciteten vil blive presset ud af markedet. Men da vi ikke kender de faktiske produktionsomkostninger, er det umuligt at sige, hvad prisudviklingen vil være på længere sigt. På mellemlang sigt vil det helt sikkert ikke være 20 USD per tønde, men det kan være 50-70 USD, med vilde udsving som reaktion på tilbagevendende perioder med over- eller underforsyning af markedet.

Lavere oliepriser kan jo ses som en velsignelse for forbrugerne: billigere varme, billigere el, billigere benzin ... Miljømæssigt ved vi, at vi bør lade de fleste fossile brændstoffer blive, hvor de er: nede i jorden. Paradoksalt betyder de lavere priser faktisk, at der er større chance for at det vil ske, da det er for dyrt at udvinde dem. Men hvis der ikke kommer konkurrerende energikilder på markedet, så vil olieprisen nødvendigvis gå op igen. Og så vil markedskræfterne sørge for, at de fossile ressourcer bliver udvundet - og ender i atmosfæren som drivhusgas.

Vi kunne naturligvis satse på, at vores ansvarlige politikere vil redde planeten ved at begrænse udvindingen af fossile brændstoffer, og i sidste ende stoppe den helt. Men der er der ingen tegn på, vil ske. Heldigvis kan hjælpen komme fra en helt anden kant: billig ikke-fossil energi. Vi vil se på det i den næste artikel.

For at læse den næste artikel, klik her: Er vi ved et vendepunkt for fossile brændstoffer (2)?