Vi er i 2017 omkring 7.500 millioner mennesker på vores planet - tre gange så mange som i 1950, hvor vi var 2.500 millioner. Ifølge fremskrivninger lavet af FN vil vi være 9.700 millioner i 2050 og 11.200 millioner i slutningen af ​​århundredet. Den voksende verdensbefolkning og det naturlige ønske, som alle har om anstændige levevilkår, indebærer et enormt pres på vores planet med global opvarmning, udtømning af ressourcer, faldende biodiversitet, overbelastede og forurenede megabyer og uoverskuelige mængder af affald. Vil vi kunne håndtere dette i fremtiden?

I det sidste årti har det været vanskeligt at tale om Bolivia uden samtidig at nævne Evo. Evo Morales blev valgt som præsident første gang i 2005 med 54% af stemmerne og han kan nu fejre 10 år som præsident. Han var en absolut outsider, der blev båret frem af folkelige bevægelser, primært indianske bønder, arbejdere og småhandlende, med en skarp anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk retorik, der skabte panik i både landets traditionelle økonomiske og politiske elite og i det såkaldte "internationale samfund". Hans regeringstid har været præget af voldsomme konflikter og kriser, på et tidspunkt grænsende til borgerkrig, men på samme tid har det været et årti med økonomisk fremgang, en kraftig reduktion af fattigdommen og en revurdering af landets indianske etniske og kulturelle rødder.

Styrtdykket i oliepriserne har overskygget en anden vigtig begivenhed: prisen for vedvarende energi er også styrtdykket. Og i modsætning til oliepriserne vil faldet fortsætte i fremtiden. Så vedvarende energi er ved at blive et levedygtigt og rentabelt alternativ for produktion af el og kan derfor hjælpe verden af med sin afhængighed af fossile brændstoffer. Men hvad med biler? Bilen er med sin forbrændingsmotor tæt forbundet med de fossile brændstoffer, eller - om nødvendigt - biobrændstoffer. På globalt plan står transportsektoren rent faktisk for 27% af al energiforbruget, og 63% af olieforbruget. Så er der nogen fremtid for vedvarende energi her?

Det seneste fald i oliepriserne har afledt opmærksomheden fra anden tendens: omkostningerne ved vedvarende energi og ved lagring af energi er støt faldende. I manglen på politisk vilje til at imødegå den globale opvarmning, er dette fald i prisen på vedvarende energi nu vores bedste håb for at sikre, at en stor del af reserverne af kul, olie og gas vil forblive i undergrunden, simpelthen fordi det kun vil være rentabelt at udnytte de reserver, der er lettest tilgængelige. Vi er ikke kommet dertil endnu, men vi kan komme dertil hurtigere end forventet. Så vi kan være ved et vendepunkt for fossil energi.

Nu hvor oliepriserne er styrtdykket dukker spørgsmålet naturligvis op: betyder det enden for vedvarende energi? Kan den konkurrere med disse billige fossile brændstoffer? Det korte svar er: Ja, det vil naturligvis nu være mindre rentabelt at investere i vedvarende energi. Men paradoksalt nok så er det ikke hele svaret. Tingene er mere komplicerede. Vindenergien kan allerede nu konkurrere med fossile brændstoffer, og solenergi er også nået dertil i de mere solrige lande. Og i modsætning til de ikke-vedvarende energikilder, så er der en tendens til stadigt faldende omkostninger. Så vi kan være ved et vendepunkt for de fossil brændstoffer.

Vi har hørt en masse nonsens om olie de sidste par måneder. Først fik vi at vide, at faldet i olieprisen ville fortsætte til 20 dollar per tønde eller endnu lavere - fra 100 dollars for mindre end et år siden. Derefter, at faldet i olieprisen ikke ville påvirke det amerikanske skiferolie og -gas ”mirakel” - amerikansk teknologi og dygtighed ville vinde over lavsomkostningsproducenter som Saudi-Arabien. Og endelig, nu hvor antallet af aktive borerigge i drift i USA er faldet til under det halve, får vi at vide, at der ikke længere er nogen sammenhæng mellem boringer og produktion. Selvfølgelig viser det sig nu, at alt dette ikke andet end netop: nonsens.