Fossil energi er stadig det, der driver verden. Ifølge BP udgjorde de fossile brændstoffer 87 procent af verdens primære energiforbrug i 2013. Så selv om vi er ved et vendepunkt, vil der være en lang vej at gå for at afvænne verden fra fossile brændstoffer. Som nævnt, hvis vi skal satse på det politiske system for at kunne komme af med vores afhængighed af fossile brændstoffer, så når vi formentlig aldrig dertil – eller først, når det er for sent. Der er altid nyttige idioter, der vil hævde, at den globale opvarmning ikke er reel, og hvis den er reel, så har det ikke noget med afbrænding af fossil energi at gøre. Og forresten, er det ikke sådan, at vi er på kanten af en ny istid, og så bliver hele diskussionen om globval opvarmning jo meningsløs? Under alle omstændigheder, så snart der dukker kortsigtede økonomiske problemer op, så er det dem, der bliver prioriteret, ikke den globale opvarmning.

Som det politiske system fungerer i de fleste lande, er det uegnet til at prioritere langsigtede løsninger. Så vores bedste håb er, at kul og olie simpelthen bliver urentable. Ingen tvivl om det: kul- og olieindustrien har den politiske opbakning, det være sig i Australien, som baserer sin fremtid på gigantiske kuleksport-projekter, Canada, hvor den katastrofale tjæresand-industri er blevet omdrejningspunktet for landets økonomi, eller USA, der jubler over deres ”mirakel” i den beskidte skiferolieindustri. Hvad måske er mere forbløffende, er, at bølgerne fra det amerikanske mirakel er nået helt til det angiveligt ”super-grønne” Danmark, hvor de første fracking projekter nu er under udvikling med støtte fra et politisk flertal.

Så er der virkelig basis for optimisme?

Europa formodes normalt at være på forkant når det gælder vedvarende energi. EU har som mål at 20% af det samlede endelige energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2020, et mål som faktisk skulle kunne nås. Og der er fornyligt sat et nyt mål på 40% for 2030. Det er håbet at kunne reducere udledningen af ​​drivhusgasser med 80-95% i 2050.

Men Europa er nu ved at blive overhalet fra en uventet kant: Kina. Kina har indtil for nylig ikke villet forpligte sig til faste mål med hensyn til CO2 udledning, og landet er nu verdens største udleder af drivhusgasser –godt nok ikke på grund af sin eget forbrug, men på grund af sin rolle som ”verdens værksted”. I November 2014 meddelte Kina, at målet er at fordoble andelen af ​​vedvarende og atomenergi frem til 2030 (op fra 10% til 20%). Drevet af den forværrede luftkvaliteten i Beijing og andre store byer på det seneste, synes Kina nu at være villig til at gå endnu videre. Det er målet at nedsætte kulproduktionen og -forbruget, og ifølge kinesiske kilder var det rent faktisk tilfældet i 2014.

Hvis vi ser på Kinas elproduktion alene, så kom 25% fra vedvarende energikilder i 2014 - hovedsagelig fra vandkraft. Men den "nye" vedvarende energi, som primært vind- og solenergi kaldes i Kina, er hurtigt voksende.

Kina installerede anslået 23,3 gigawatt (GW) vindenergi i 2014, hvilket udgør 45% af de 51 GW som blev installeret i hele verden samme år, hvilket svarer til 31% af verdens samlede vindkapacitet. Planen er at nå op på 200 GW i 2020, hvilket bør være muligt, hvis landet fortsætter med at øge kapaciteten med det nuværende tempo. Målet for 2050 er 1.000 GW.

Også solenergien er på vej op i Kina. Ved udgangen af ​​2014 var der en total solenergi kapacitet på 177 GW installeret verden over, hvoraf 38,7 GW blev installeret i 2014 (omtrent det samme som i 2013). Heraf blev de 10,6 GW installeret i Kina, hvilket placerer Kina som nummer to i verden med en samlet kapacitet på 28,1 GW (efter Tyskland med 38,2 GW). Kina har nu øget målet for 2015 til 17,8 GW. Hvis det holder, vil Kina ved udgangen af ​​2015 have langt den største kapacitet i verden inden for solenergi. Kina er også den største producent af solpaneler - skønsmæssigt 64% i 2013 - og produktionen er sat til at skulle fordobles frem til 2017. Disse enorme investeringer bidrager naturligvis til at nedbringe omkostningerne - og øge Kinas dominans i solpanelindustrien.

Europa, som frem til nu har været førende inden for solenergi, er nu ved at blive sejlet agterud. Reduktion af tilskuddet og lavere afregningspriser har medført, at installationen af nye solanlæg er faldet med 36% i 2014, på et tidspunkt, hvor andre dele af verden er ved at komme igang. Med budgetkrise i de mest oplagte solrige lande (Grækenland, Spanien, Portugal, Italien og Frankrig), er det næppe noget, der vil blive anderledes i nær fremtid. Men alligevel bidrager solenergien allerede nu med 7-8% af den samlede elproduktion i Tyskland, Grækenland og Italien, hvilket viser vækstpotentialet i solenergien, når vi tager i betragtning at den i øjeblikket kun står for omkring 1% på verdensplan. Tyskland fastholder et ambitiøst mål om, at 45% af den samlede energiproduktion skal komme fra vedvarende energi i 2030. Og Danmark satte en ny verdensrekord i 2014, hvor 39% af den samlede elproduktion kom fra vindenergien. Så det er for tidlig at afskrive Europa.

Det er en ny tendens, at vedvarende energi nu også spreder sig i udviklingslandene, med en blanding af vandkraft, geotermisk energi, solenergi, vindenergi og biobrændsel. Bortset fra biobrændsel, så er den største hindring den høje startinvestering, der er forbundet med produktionen af vedvarende energi, være det sig vand-, sol- eller vindenergi. Så mange lande vil fortsætte deres afhængighed af fossile brændstoffer, hvilket bekræfter talemåden: "det er dyrt at være fattig." Der er imidlertid nu investorer fra de rigere lande, der er ved at finde ud af, at der er rentable investeringsmuligheder i vedvarende energi i udviklingslandene.

Den vigtigste lære fra Europas erfaringer med vedvarende energi er, at en blanding af tilskud, en passende takststruktur og politiske opbakning kan få et skift til vedvarende energi til at ske. Og den gode nyhed er, at med de stadigt faldende priser på vedvarende energi er der nu meget mindre behov for tilskud. Så der er grund til at være optimistisk.

1. Første artikel i denne serie.

2. Anden artikel i denne serie

For at læse den fjerde - og sidste - artikel i denne serie, klik her: Er vi ved et vendepunkt for fossile brændstoffer (4)?