To virksomheder har i øjeblikket verdensmarkedet for computerchips i et jerngreb: Intel/AMD og ARM. Inspireret af succesen med åben kilde software udfordrer en åben kilde hardware, kaldet RISC-V, nu dette monopol. Mit gæt er, at det vil lykkes for RISC-V, ikke mindst fordi flere og flere lande er utilfreds med monopoliseringen af markedet. Det er naturligvis tilfældet for Kina og Rusland, men Indien, Brasilien, Japan og EU satser også nu på RISC-V.

Vi ved fra historien, at små producenter, der samarbejder i andelsforeninger, under visse omstændigheder kan slå kommercielle private virksomheder. Men inden for software er der dukket en anden form for samarbejde op i løbet af de sidste årtier. Det blev startet af folk, der havde det som en hobby, som kunne lide det, de lavede, og som samarbejdede med hinanden, på trods af at der ikke var nogen økonomisk fordel i det. På nogle områder har det vist sig ekstremt effektivt til at underminere monopoler og fjerne unødige omkostninger for brugerne.

Vi får at vide af liberale, og i særdeleshed økonomer, at mennesket er egoistisk, og ved at være egoistisk bidrager det på den bedste måde til det fælles bedste. Dette er videnskabeligt forkert. Mennesket forsvarer selvfølgelig sine egne interesser, men det er genetisk også indstillet på at samarbejde og har en evne til at være selvopofrende – også kaldet altruisme.

Vi står midt i store forandringer i den globale verdensorden. Som det ofte er tilfældet, er det svært at fatte omfanget af det, der sker, når man står midt i det. Det er som ikke at kunne se skoven for bare træer. Men forandringerne er store, og jeg tror, at årene 2023-2024 bagefter vil blive set som vendepunktet. Vinderne er landene i det globale syd, Kina og Rusland. Den største taber er EU.

De seneste nyheder fra Kina viser, at landet har været i stand til at modstå de amerikanske sanktioner mod dets højteknologiske industri. USA har reageret med en ny bølge af sanktioner mod Kina. Dette er en blindgyde. Det vil i sidste ende skade USA mere end Kina. Tak, Mr. Biden, skulle jeg hilse og sige fra kineserne.

Den politiske debat i USA om nye udgifter er surrealistisk. De skændes om flere penge til dette og hint: militæret, grænseforsvaret, chip-produktion, Ukraine, Israel, hvad som helst. Det eneste, der aldrig bliver nævnt, er, hvordan man skal betale for det. Og det er på trods af, at USA har det største budgetunderskud siden finanskrisen i 2009 og Covid-epidemien. Statsgælden vokser uhæmmet. De spenderer, som om morgendagen aldrig kommer.

Benjamin Netanyahu, Israels nuværende premierminister, har mindet det vestlige publikum om de massive ofre for den allierede bombning af Dresden i 1945. Hvorfor gør han det? Det, han gerne vil sige, er, at "hvis I kunne, hvorfor kan vi så ikke?" Israels amerikanske og europæiske venner føler sig ikke godt tilpas over denne sammenligning.

Lande har gennem historien rutinemæssigt erobret landområder, hvor andre mennesker bor, så tilfældet med staten Israel er ikke enestående. Men spørgsmålet er, hvad erobreren kan gøre med de mennesker, der bor på det land, der er blevet erobret. Her er staten Israel et særligt tilfælde, og det er roden til den palæstinensiske tragedie.

General Mark Milley, USA's militære stabschef, sagde i februar 2023, at Rusland allerede har tabt "strategisk, operationelt og taktisk". Krigen i Ukraine ses i USA som "en bemærkelsesværdig omkostnings-effektiv måde at svække Ruslands militære kapacitet på uden at risikere et eneste (amerikansk) liv". Så alt går altså efter planen. Eller gør det?

Den russiske økonomi har tilsyneladende modstået "sanktionerne fra helvede", som skulle have ført til et økonomisk sammenbrud. Det har forvirret mange økonomer og politikere. Men det er ikke noget mysterium. Sanktioner gør ondt, men de skaber også nye muligheder, især i store og relativt avancerede lande som Rusland. Grunden til, at det er så svært for mange økonomer at forstå, er, at de har lukket sig inde i et snævert neoliberalt univers. Det, der sker i Rusland, har et vigtigt budskab til udviklingslandene.