Det er kommet en strøm af klimarapporter på det seneste, og det er ikke morsom læsning. Før vi henfalder i håbløshed og accepterer at enden er nær, så er den den gode nyhed, at med det, vi allerede ved, og de redskaber, vi har til rådighed, er det absolut muligt for os at undgå de værste klimakatastrofer, og omkostningerne ved det er overkommelige. Men det kræver en dristig og målrettet politik og vilje til at løbe en vis risiko. Det er vores politiske systems manglende evne til dette, der lige nu er den største risiko.

Klimatopmødet i Paris endte med en aftale, heldigvis. Ikke god nok til at forhindre at vores børnebørn vil stå over for en klima katastrofe, men i det mindste en begyndelse, som vi forhåbentlig vil være i stand til at bygge videre på. Bortset fra klima-benægterne, der lever i deres egen klaustrofobiske verden, handler meget af uenigheden om retfærdighed: hvilke lande har skylden og bør derfor være de første til at rydde op efter sig? Topmødet i Paris forsøgte at undgå skyldspørgsmålet og i stedet nå til enighed om, at vi alle skal bidrage, herunder også udviklingslandene. Og udviklingslandene synes modstræbende at have accepteret dette.