En amerikansk forsker skabte overskrifter for et par år siden, da hun hævdede, at en undersøgelse af tidligere erfaringer viste, at ikke-voldelige bevægelser for regimeskifte kun behøver at mobilisere 3,5% af befolkningen for at få succes. Dette blev set som en god nyhed, da regimeskift altså kan opnås uden at gribe til militære løsninger. Men hvad nu hvis flertallet af befolkningen ikke er enig med de 3,5%? Er resultatet så stadig demokratisk? Det seneste eksempel er Bolivia.

Hvad interesse skulle vi have i, hvem USA vælger som præsident? Det er jo en intern amerikansk affære og de amerikanske vælgere kan vælge, hvem de har lyst til. Der er bare den hage ved det, at USA råder over en enorm militærmagt og dominerer det internationale finansielle system, så det påvirker alle os ikke-amerikanere, hvordan de vælger at bruge denne magt. I denne sammenhæng er det et valg mellem to uappetitlige kandidater. Alligevel kan det være af betydning for nogle lande, hvem der vinder: Cuba, Iran, Yemen og Rusland. For disse fire lande kan Biden være et bedre resultat.…

Den økonomiske krise forårsaget af den ny koronavirus er i de avancerede økonomier blevet betalt på samme måde som den store finansielle krise i 2007-2009: penge er blevet pumpet ind i den finansielle sektor og de offentlige udgifter er øget. Resultatet: mere offentlig gæld, der skal tilbagebetales i fremtiden af almindelige skatteydere. Dette kan ikke fortsætte i al evighed. Den næste krise bør finansieres på en anden måde og byrden bør flyttes over på dem, der sidder på pengene.

Det nylige fald i olieprisen betegnes af mange som en 'saudi-russisk priskrig'. Dette er en forkert betegnelse. Der er to faktorer bag prisfaldet. For det første bliver olie mere og mere irrelevant, i og med at vedvarende energi bliver stadig billigere, og alle lande med store olieforekomster falder nu over deres egne ben for at pumpe så meget som muligt op af undergrunden, før det er for sent. For det andet fungerer OPEC+ oliekartellet ikke længere, da outsidere - også kaldet 'gratister' - har øget produktionen så meget, at kartellet ikke længere er fordelagtigt for deltagerne. Disse to faktorer er…

Den europæiske og amerikanske håndtering af den nye coronavirus epidemi (COVID-19) har været præget af en fortælling om, at denne epidemi ikke kan stoppes. Vi kan måske bremse forløbet, men i sidste ende vil det samme antal mennesker blive smittet, har det lydt. Det kan også være det bedste, da en stor del af befolkningen derved vil blive immuniseret, og vi vil således undgå en senere opblussen af epidemien. Det blev endda sagt, at bestræbelserne på at stoppe epidemien er uvidenskabelige, et resultat af politikere, der er ivrige efter at vise, at de "gør noget". Det ville jo være ren…