Fogh Rasmussen, den tidligere danske statsminister der trak et modvilligt Danmark ind i den ulovlige invasion af Irak i 2003, har ikke blot undgået at komme til at sidde på anklagebænken, hvor mange mener han burde sidde. Han har, i modsætning til hvad der skete i f.eks. England, også undgået en offentlig undersøgelse af beslutningen om at deltage i invasionen og de mulige krigsforbrydelser, der måtte være begået. I stedet blev han forfremmet til generalsekretær for NATO og er nu en vellønnet foredragsholder ved internationale begivenheder. Han behøver ikke at kigge nervøst over skulderen for at se, om nogen skulle…

Der er mange der er forfærdet over tanken om at Donald Trump kan blive præsidentkandidat for det republikanske parti i USA. Og med rette. De har tendens til at se hen til Hilary Clinton som den normale, moderate mainstream-kandidat, som de håber vil vinde. Men når vi ser på, hvad de siger om udenrigspolitikken, er det ikke helt så klart, hvilken kandidat der ville være den farligste for resten af os, som en mulig fremtidig amerikansk præsident. Hvis vi tager erklæringerne for pålydende værdi, så ser det faktisk ud til at være Hillary.

Mellemøsten har mange særprægede regimer. Et præstestyre i demokratisk forklædning regerer i Iran, en valgt kupgeneral er Præsident i Ægypten, og så er der sultaner og emirer af alle afskygninger. Dertil kommer så det mest bizarre regime af dem alle: den enevældige Saud-familie i Saudi-Arabien. Et middelalderligt enevoldsstyre, som er bevæbnet til tænderne med avancerede våben, og som indtil for nylig svømmede i penge. Vores vigtigste allierede i regionen, som vi støtter ubetinget, også når de hugger hovedet af deres modstandere, hugger hænderne af tyve eller halshugger kvinder anklaget for hekseri. Det er et enevældigt kongedømme og en absolut anakronisme.…

Der har været gode priser på råvarer det sidste årti: olie, gas, mineraler, landbrugsprodukter. Nu er priserne styrtdykket. Dette betyder et fuldstændigt skift, hvor råvarer igen er købers marked, således som det har været tilfældet i det meste af anden halvdel af sidste århundrede. Det indebærer et skift i styrkeforholdet til fordel for de udviklede lande og til skade for udviklingslandene, der generelt stadig er stærkt afhængige af at eksportere råvarer. Men der er nogle udviklede lande, der også er kommet i klemme.

Klimatopmødet i Paris endte med en aftale, heldigvis. Ikke god nok til at forhindre at vores børnebørn vil stå over for en klima katastrofe, men i det mindste en begyndelse, som vi forhåbentlig vil være i stand til at bygge videre på. Bortset fra klima-benægterne, der lever i deres egen klaustrofobiske verden, handler meget af uenigheden om retfærdighed: hvilke lande har skylden og bør derfor være de første til at rydde op efter sig? Topmødet i Paris forsøgte at undgå skyldspørgsmålet og i stedet nå til enighed om, at vi alle skal bidrage, herunder også udviklingslandene. Og udviklingslandene synes modstræbende…