Elbiler er alt for dyre. Det kunne skyldes prisen på batteriet, kunne det ikke? Det er kun en del af forklaringen. Den anden er volumen: elbilerne produceres i for små serier til at det kan give stordriftsfordele. Dertil kommer manglende konkurrence: De eksisterende bilproducenter er ikke for alvor interesserede i at sælge store mængder af elbiler, da de frygter, at det vil gå ud over salget af deres rentable konventionelle biler. Svaret er regulering og mere konkurrence. Ikke flere tilskud.

Det er kommet en strøm af klimarapporter på det seneste, og det er ikke morsom læsning. Før vi henfalder i håbløshed og accepterer at enden er nær, så er den den gode nyhed, at med det, vi allerede ved, og de redskaber, vi har til rådighed, er det absolut muligt for os at undgå de værste klimakatastrofer, og omkostningerne ved det er overkommelige. Men det kræver en dristig og målrettet politik og vilje til at løbe en vis risiko. Det er vores politiske systems manglende evne til dette, der lige nu er den største risiko.

Omkostningerne ved solenergi er faldet dramatisk de seneste år, og solpaneler er nu rørende billige. Vi har lige installeret et 46 kW solanlæg her i Leon, Nicaragua, som producerer energi til omkring 45 øre per kilowatt (7,5 cent af en dollar) - det er omkring en tredjedel af, hvad elektricitetsselskabet tager. Så der er ingen undskyldning for at fortsætte med at bidrage til den globale opvarmning. Energirevolutionen er her, lige nu.

Mellemøsten har mange særprægede regimer. Et præstestyre i demokratisk forklædning regerer i Iran, en valgt kupgeneral er Præsident i Ægypten, og så er der sultaner og emirer af alle afskygninger. Dertil kommer så det mest bizarre regime af dem alle: den enevældige Saud-familie i Saudi-Arabien. Et middelalderligt enevoldsstyre, som er bevæbnet til tænderne med avancerede våben, og som indtil for nylig svømmede i penge. Vores vigtigste allierede i regionen, som vi støtter ubetinget, også når de hugger hovedet af deres modstandere, hugger hænderne af tyve eller halshugger kvinder anklaget for hekseri. Det er et enevældigt kongedømme og en absolut anakronisme. Hvor længe kan det holde?

Klimatopmødet i Paris endte med en aftale, heldigvis. Ikke god nok til at forhindre at vores børnebørn vil stå over for en klima katastrofe, men i det mindste en begyndelse, som vi forhåbentlig vil være i stand til at bygge videre på. Bortset fra klima-benægterne, der lever i deres egen klaustrofobiske verden, handler meget af uenigheden om retfærdighed: hvilke lande har skylden og bør derfor være de første til at rydde op efter sig? Topmødet i Paris forsøgte at undgå skyldspørgsmålet og i stedet nå til enighed om, at vi alle skal bidrage, herunder også udviklingslandene. Og udviklingslandene synes modstræbende at have accepteret dette.

Uanset resultatet af klimatopmødet i Paris, så har olie og kul startet på en uafvendelig nedtur, presset af konkurrencen fra vedvarende energi, og et stigende politisk pres for at få vores samfund til at gøre sig mindre afhængige af olie, gas og kul. Dette ændrer fuldstændig spillet og gør det, at det pludselig er en rigtig dårlig ide at reducere udbuddet for at få højere priser. I stedet er der nu et kapløb om at komme først, og udnytte olien og gassen før det er for sent. Den, der kommer for sent, taber. Så OPEC har fuldstændig mistet sin magtposition, og der er ingen chance for, at organisationen vil få den tilbage.