Lad os for øjeblikket ignorere klima-benægterne. De er mange, og de er magtfulde, men ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af IPSOS-MORI sidste år, er de heldigvis ikke i flertal, ikke engang i USA. I forurenende Kina udgør klimabenægterne et forsvindende mindretal. De er stadig stærke i forurenende USA, England og Rusland, men selv der er de klart i mindretal.

Men over til spørgsmålet om skylden: hvem er synderne? Det følgende foregiver ikke at fortælle noget nyt. Formål er blot at huske os på velkendte fakta, som tenderer til at blive glemt.
Når vi ser på den samlede CO2-udledning som beregnet af OECD, var de store syndere i 2011 Kina, USA, Indien, Japan, Rusland og Tyskland.

Det skal bemærkes, at beregningen er forbrugs-baseret, hvilket betyder, at der er korrigeret for, at f.eks. Kina er hele verdens fabrik, og at de rige lande derfor som forbrugere importerer mere CO2 end de eksporterer.
Men er denne sammenligning fair? Er det rimeligt at sammenligne et mellemstort land som Frankrig med USA, og USA med Kina, som har mere end fire gange så stor en befolkning? De fleste - men langt fra alle - er enige om, at det er mere rimeligt at korrigere for størrelsen, dvs. se på CO2-udledning pr. indbygger. Det ændrer fuldstændig billedet:

Nu er de store syndere de udviklede lande, med enkelte undtagelser (som f.eks. Saudi-Arabien, der også sviner gevaldigt). Den beskidte trio er Australien, USA og Canada. Kina har en udledning pr. indbygger, der er mindre end en fjerdedel af USAs, og forurenende Indien har udledninger pr. indbygger, der er mindre end 8% af USAs. Danmark, der ofte omtales som "Supergrøn", er mere beskidt end Sverige og Rusland (som vi alle ved er beskidt). Det bør nævnes, at f.eks Brasilien (og Indonesien), ville være højere oppe i denne sammenligning, hvis udledningerne fra skovrydning blev taget med.
Mange udviklingslande hævder, at ikke engang dette tal med udledning pr. indbygger er retfærædigt, da CO2 i atmosfære er en kumulativ størrelse, og de udviklede lande har ansvaret for akkumuleringen af enorme mængder af CO2 i atmosfæren i løbet af deres industrielle udvikling, en udvikling som de fattige lande kun lige er ved at begynde på. Og så er der den - efter min mening besynderlige - opfattelse, at det afgørende er at se på CO2-intensiteten af BNP, hvor de udviklede lande scorer meget bedre end de nye vækstøkonomier. Så vi er rige, og ja, vi forurener ad h.. til, men vi ville forurene meget mere, hvis vi ikke var så energieffektive .....?!
Men hvad man end vil mene om spørgsmålet om retfærdighed, så er det gode, der er sket, at den største forurener i absolutte mængder, Kina, nu er nået til den konklusion, at det er i landets egen bedste interesse ikke at følge vores udviklingsvej mht. fossile brændsler (som de ellers tidligere har insisteret på, at de er i deres gode ret til), da landet er så hårdt ramt af luftforurening, at det er tvunget til at finde renere alternativer. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er New Delhi den mest forurenede mega-by i verden, så måske er der håb om, at også Indien, der er på vej til at blive verdens mest befolkede land i 2020, vil nå frem til samme konklusion. Jeg må indrømme, at her er jeg ikke alt for optimistisk.
Men som jeg har argumenteret for tidligere, rasler prisen på vedvarende energi ned, så markedskræfterne kunne nu pludselig komme til at virke til fordel for almenvellet. Det er imidlertid sådan, at hvis dette ikke bliver forbundet med en offentlig politik for at få os af de fossile brændstoffer, vil det gå alt for langsomt. En global skat på fossile brændstoffer ("carbon tax") ville være den enkleste og mest gennemsigtige mekanisme (og meget enklere end det komplicerede system for handel med CO2 kvoter, der kom ud af Kyoto-topmødet). Selvfølgelig er de store olie- og kulvirksomheder voldsomt imod det, og det er de olieproducerende lande også. Men den ville være i overensstemmelse med princippet om, at "forureneren betaler", og den burde vinde støtte fra den hurtigt voksende vedvarende energi industrisektor. Så måske skifter styrkeforholdet omkring dette spørgsmål i en ikke alt for fjern fremtid.
