Livet var lettere i politik i de 40 år med neoliberal globalisering, da den satte snævre grænser for, hvad politikerne kunne gøre. Uanset hvad de foreslog, måtte de argumentere for, at markederne, og i særdeleshed den hypermobile internationale kapital, ville acceptere det. Med den neoliberale globaliserings bortgang har vi en ny situation.

Efter at have været den dominerende politik verden over de sidste 40 år, er den neoliberale globalisering diskret blevet droppet af de rige lande. Det betyder ikke, at de har droppet neoliberalismen, men at globaliseringen har taget nye former. De vigtigste andre elementer i neoliberalismen er stadig intakte, men der åbner sig måske nu nogle nye muligheder for at få en politik til fordel for almindelige mennesker igennem. Og dog.

Det ser ikke specielt godt ud for EU på det seneste. Økonomisk stagnation, rapporter, der peger på faldende konkurrenceevne i nøglesektorer, negative økonomiske konsekvenser af sanktionerne, stigende finansiel byrde fra Ukraine-krigen, placeret midt i konfrontationen mellem USA og Kina, og så videre. Der er veje ud af dette morads, men politiske og institutionelle faktorer sætter spørgsmålstegn ved EU's evne til at kunne gøre det.

Det står mere og mere klart, at Rusland næppe vil blive besejret militært af NATO i Ukraine, og det ser ud til, at dets økonomi vil være i stand til at overvinde de vanskeligheder, der er skabt af "sanktionerne fra helvede". Sanktionerne og krigen har ført til dybtgående ændringer i det russiske samfund og økonomien, herunder også inden for de herskende klasser, som man kun delvist kan skimte konturerne af på nuværende tidspunkt. Så hvordan ser landets fremtid ud, når engang Ukraine-krigen slutter?

Rusland kæmper for at få bugt med en hårdnakket høj inflation. Den russiske centralbank skyder skylden på manglen på arbejdskraft, som efter deres opfattelse producerer en 'løn-pris-inflation', så de vil have arbejdsløsheden op ved at bremse den økonomiske vækst. Men der er andre måder at kontrollere inflationen på, som ville være mere gavnlige for Rusland og de russiske arbejdere.

Efter en relativt stille periode flyder de etablerede medier på det seneste endnu en gang over med artikler, der forudsiger det snarlige sammenbrud af Ruslands økonomi. Sanktionerne, sammen med den økonomiske byrde, som krigen i Ukraine indebærer, skulle endelig virke, så Rusland er nu hårdt presset, og i 2025 kommer sammenbruddet. Er der et gran af sandhed i dette?

På trods af den voldsomme retorik indbærer Trumps nye præsidentperiode mere kontinuitet end brud med Biden-administrationen. Der er dog enkelte områder, hvor der kan være et skarpere brud med fortiden. Et af disse er stoppet for indvandring og deportation af 'uautoriserede' indvandrere. Dette vil have konsekvenser både for de lande, hvor indvandrerne kommer fra, og for USA selv.

EU er bekymret for, at Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus vil betyde fred i Ukraine, da Trump har hævdet, at han kan sikre fred på sin første dag som præsident. Det sker næppe. Årsagen er, at Trump bliver nødt til at vise, at han har lavet en handel, som er til USAs fordel, men det er usandsynligt, at Rusland vil levere det. Så det er mere sandsynligt, at krigen fortsætter i 2025, og den kan endda eskalere, før den slutter. Desværre. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl.

Det kan virke mærkeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om Israel har en fremtid, når det netop nu har succes med at knuse sine fjender Hamas og Hizbollah med amerikansk støtte. De er i gang med at vinde, så selvfølgelig har de en fremtid, ikke sandt? For det første, er det rigtigt, at de er i gang med at vinde? Og for det andet er Israel et bosætter-kolonialistisk projekt, som er blevet til en apartheidstat. Deres strategi er at fordrive palæstinenserne fra Stor-Israel, og de regner med, at verden vil kigge den den anden vej imens. Vil den det? Vil vi det?

Som det ofte siges, så slutter alle krige på et eller andet tidspunkt, og det gælder også for Ukraine-krigen. Krigstrætheden er tydeligvis ved at sætte ind i Ukraine og blandt nogle af Ukraines vestlige sponsorer, på trods af den gentagne insisteren på at fortsætte 'så længe det er nødvendigt'. Der har indtil nu været en stiltiende aftale i NATO om ikke at diskutere muligheden for en forhandlet fred åbent, så mantraet er stadig, at Putin er den nye Hitler, og alt andet end et russisk nederlag er uacceptabelt. Men det rygtes, at diskussionerne er i gang i korridorerne.