Mange lande opbygger reserver af guld og udenlandsk valuta for at sikre sig mod pludselige vanskeligheder. Da valutaer som den amerikanske dollar og euroen ikke er knyttet til noget fysisk aktiv (som f.eks. guld), er deres værdi baseret på tillid til, at de vil blive accepteret som betalingsmiddel. Den stigende politisering af det internationale finansielle system udhuler imidlertid denne tillid. Dette kan få vidtrækkende konsekvenser, da nogle lande nu ser sig om efter alternativer.

Det ser ud til, at sanktionerne ikke har haft de forventede katastrofale konsekvenser for Rusland i sammenligning med Iran, Venezuela og Cuba, i hvert fald på kort sigt. Men hvad med det længere perspektiv? Vil den russiske økonomi bryde sammen eller stagnere? Eller vil den kunne overleve og måske endda trives? Historiske erfaringer fortæller os, at begge scenarier er mulige, og at udfaldet i høj grad afhænger af, hvor godt situationen håndteres og af den politiske ledelses legitimitet.

For professionelle journalister i Vesten udgør Ukraine et dilemma. Der er ingen tvivl om, hvor sympatien ligger. Krigen i Ukraine ses som de gode mod de onde, og den offentlige mening er absolut imod Rusland. Hvad skal man så gøre med nyheder, der sætter de gode i et dårligt lys, for eksempel at Ukraine taber på slagmarken, deres væbnede styrker bomber et atomkraftværk i russisk kontrolleret territorium, deres brug af boligområder til at beskyde russerne og så videre? Ignorere dem, benægte dem eller fortælle det, som det er?

Undertiden ville man ønske, at man havde taget fejl. I en artikel på denne hjemmeside omkring to måneder før Rusland invaderede Ukraine, forudsagde jeg, at krig var det mest sandsynlige udfald, da USA og NATO klart havde erklæret, at de ikke accepterede Ruslands "røde linje": kravet om, at NATO stoppede sin østlige ekspansion. Jeg stillede spørgsmålet, om NATO troede, at russerne bluffede, eller om de havde besluttet at ofre Ukraine. Desværre ser det ud til, at beslutningen var at ofre Ukraine.

Sanktioner bliver i stigende grad brugt af vestlige lande. Dette til trods for at de fleste undersøgelser viser, at de ikke når de resultater, de siger de går efter, forårsager enorme menneskelige lidelser i de lande, det går ud over, og skaber problemer for de vestlige lande selv. Flygtningebølgen fra Syrien er et eksempel. Sanktionerne mod Afghanistan vil uden tvivl skabe en ny bølge. Velkommen til Udenrigspolitik 2.0.

Kriser i en kapitalistisk økonomi er ofte resultatet af en markedsboble, der brister. Sidste gang en boble brast var i 2008, under det der blev kaldt den globale finanskrise, hvor hele det globale finansielle system var på randen af sammenbrud. På trods af en langsom økonomisk vækst siden er nye bobler vokset frem, især på bolig- og aktiemarkederne. Hvornår brister de?

Der er pludselig inflation igen i de udviklede lande, et fænomen mange troede var noget, der hørte fortiden til. For et år siden forsikrede de fleste nationalbankdirektører os om, at dette var et forventet og forbigående fænomen, da de udviklede økonomier vendte tilbage til vækst igen efter den økonomiske nedtur, der fulgte med Covid-epedimien i 2020. Nu ser inflationen ikke videre forbigående ud. Så er inflationen kommet tilbage for at blive?

Stillet over for Ruslands krav om et stop for NATO's udvidelse mod øst har NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg svaret, at Rusland ikke har nogen ret til at bestemme, hvilke lande der bliver medlemmer af NATO, et synspunkt der er blevet gentaget af G7-landene, der advarer om, at det vil få "massive konsekvenser” for Rusland, hvis det griber ind i Ukraine. Så Ruslands "røde linjer" er blevet afvist, vel vidende at dette kan betyde militær konflikt. Hvad der er modstridende er, at ved at forsvare Ukraines ret til NATO-medlemskab risikerer NATO faktisk at lede Ukraine til ruin. Så har NATO besluttet sig for at ofre Ukraine? Eller bluffer russerne, og NATO har gennemskuet dem?

En amerikansk forsker skabte overskrifter for et par år siden, da hun hævdede, at en undersøgelse af tidligere erfaringer viste, at ikke-voldelige bevægelser for regimeskifte kun behøver at mobilisere 3,5% af befolkningen for at få succes. Dette blev set som en god nyhed, da regimeskift altså kan opnås uden at gribe til militære løsninger. Men hvad nu hvis flertallet af befolkningen ikke er enig med de 3,5%? Er resultatet så stadig demokratisk? Det seneste eksempel er Bolivia.

Hvad interesse skulle vi have i, hvem USA vælger som præsident? Det er jo en intern amerikansk affære og de amerikanske vælgere kan vælge, hvem de har lyst til. Der er bare den hage ved det, at USA råder over en enorm militærmagt og dominerer det internationale finansielle system, så det påvirker alle os ikke-amerikanere, hvordan de vælger at bruge denne magt. I denne sammenhæng er det et valg mellem to uappetitlige kandidater. Alligevel kan det være af betydning for nogle lande, hvem der vinder: Cuba, Iran, Yemen og Rusland. For disse fire lande kan Biden være et bedre resultat. Og for nogle globale spørgsmål også: først og fremmest atomvåbenkontrol og klimaforandringer.