Genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Cuba og USA er en historisk begivenhed. Fra ikke at tale sammen i mere end 50 år, taler de to lande nu sammen. Man kunne fra pressens dækning få det indtryk, at der nu er næsten normale forbindelser mellem de to nabolande. Det er meget langt fra tilfældet. Embargoen mod Cuba er ikke blevet ophævet, og den finansielle embargo af landet er rent faktisk blevet strammet. Europæiske banker, som ikke har brudt nogen love i deres egne lande, har på det seneste accepteret at betale svimlende beløb i bøder i USA - den sidste er på 8,9 milliarder dollars for franske bank BNP. Deres forbrydelse: de har udført finansielle transaktioner med lande under embargo, herunder Cuba. Ikke fra USA, men fra deres hjemland. Det er strafbart i USA.

I det sidste årti har det været vanskeligt at tale om Bolivia uden samtidig at nævne Evo. Evo Morales blev valgt som præsident første gang i 2005 med 54% af stemmerne og han kan nu fejre 10 år som præsident. Han var en absolut outsider, der blev båret frem af folkelige bevægelser, primært indianske bønder, arbejdere og småhandlende, med en skarp anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk retorik, der skabte panik i både landets traditionelle økonomiske og politiske elite og i det såkaldte "internationale samfund". Hans regeringstid har været præget af voldsomme konflikter og kriser, på et tidspunkt grænsende til borgerkrig, men på samme tid har det været et årti med økonomisk fremgang, en kraftig reduktion af fattigdommen og en revurdering af landets indianske etniske og kulturelle rødder.

Nicaraguanerna har i mere end et århundrede drømt om en kanal, der forbinder Stillehavet og det Karibiske Hav, men da USA langt om længe åbnede en kanal i 1914, var det i Panama og ikke i Nicaragua. Efter mange mislykkede forsøg på at genoplive planerne ser det pludselig ud til, at en kanal gennem Nicaragua kan gå hen og blive en realitet. Men spørgsmålet er, hvor realistiske planerne er. Og om det rent faktisk er en god ting for landet.

Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.

Ruslands risikable beslutning om at gå direkteind i den syriske borgerkrig er blevet mødt med voldsomme protester fra de vestlige magter. BBC rapporterer, at NATO har opfordret Rusland til at indstille luftangrebene "på den syriske opposition og civile". Men hvem er det, vi ønsker at forsvare mod russernes bombardementer? Er det den "moderate sekulære" opposition, som nu er ved at blive udslettet af de russiske bombeangreb? Mon dog?

Styrtdykket i oliepriserne har overskygget en anden vigtig begivenhed: prisen for vedvarende energi er også styrtdykket. Og i modsætning til oliepriserne vil faldet fortsætte i fremtiden. Så vedvarende energi er ved at blive et levedygtigt og rentabelt alternativ for produktion af el og kan derfor hjælpe verden af med sin afhængighed af fossile brændstoffer. Men hvad med biler? Bilen er med sin forbrændingsmotor tæt forbundet med de fossile brændstoffer, eller - om nødvendigt - biobrændstoffer. På globalt plan står transportsektoren rent faktisk for 27% af al energiforbruget, og 63% af olieforbruget. Så er der nogen fremtid for vedvarende energi her?

Det seneste fald i oliepriserne har afledt opmærksomheden fra anden tendens: omkostningerne ved vedvarende energi og ved lagring af energi er støt faldende. I manglen på politisk vilje til at imødegå den globale opvarmning, er dette fald i prisen på vedvarende energi nu vores bedste håb for at sikre, at en stor del af reserverne af kul, olie og gas vil forblive i undergrunden, simpelthen fordi det kun vil være rentabelt at udnytte de reserver, der er lettest tilgængelige. Vi er ikke kommet dertil endnu, men vi kan komme dertil hurtigere end forventet. Så vi kan være ved et vendepunkt for fossil energi.

Nu hvor oliepriserne er styrtdykket dukker spørgsmålet naturligvis op: betyder det enden for vedvarende energi? Kan den konkurrere med disse billige fossile brændstoffer? Det korte svar er: Ja, det vil naturligvis nu være mindre rentabelt at investere i vedvarende energi. Men paradoksalt nok så er det ikke hele svaret. Tingene er mere komplicerede. Vindenergien kan allerede nu konkurrere med fossile brændstoffer, og solenergi er også nået dertil i de mere solrige lande. Og i modsætning til de ikke-vedvarende energikilder, så er der en tendens til stadigt faldende omkostninger. Så vi kan være ved et vendepunkt for de fossil brændstoffer.

Vi har hørt en masse nonsens om olie de sidste par måneder. Først fik vi at vide, at faldet i olieprisen ville fortsætte til 20 dollar per tønde eller endnu lavere - fra 100 dollars for mindre end et år siden. Derefter, at faldet i olieprisen ikke ville påvirke det amerikanske skiferolie og -gas ”mirakel” - amerikansk teknologi og dygtighed ville vinde over lavsomkostningsproducenter som Saudi-Arabien. Og endelig, nu hvor antallet af aktive borerigge i drift i USA er faldet til under det halve, får vi at vide, at der ikke længere er nogen sammenhæng mellem boringer og produktion. Selvfølgelig viser det sig nu, at alt dette ikke andet end netop: nonsens.

Der har vi så Argentina igen i betalingsstandsning, får vi at vide. Det viser, at den sidste betalingsstandsning og efterfølgende reduktion og omstrukturering af gælden i 2004-5, som af mange (herunder undertegnede) har været fremhævet som et alternativ for forgældede lande, ikke virkede, ikke sandt? Og viser det ydermere ikke, at præsidenterne Nestor og Cristina ikke har været redningen for Argentina, men i stedet har ledt landet ind i en blindgyde? Og det, der fik hele korthuset til at styrte sammen, var en stædig amerikansk filantrop, Paul Singer, og en modig amerikansk dommer, Thomas Griesa. OK, hvis du tror på denne fortælling – og det er der rigtig mange, der gør – så er der noget, du har misforstået. Singer og Griesa har iværksat et frontalt angreb på Argentina, men de har overspillet deres kort. Nu kommer tilbageslaget.