Journalister ved, at ordvalget er meget vigtigt for det budskab, der skal formidles. Dette gælder især, når landet er i krig. De forventes at være ansvarlige og støtte den nationale krigsindsats, naturligvis uden at undertrykke ubehagelige kendsgerninger - det ville jo være selvcensur. Så det gælder om at holde tungen lige i munden. Her er en hurtig vejledning i, hvad man bør sige og ikke sige.

Genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Cuba og USA er en historisk begivenhed. Fra ikke at tale sammen i mere end 50 år, taler de to lande nu sammen. Man kunne fra pressens dækning få det indtryk, at der nu er næsten normale forbindelser mellem de to nabolande. Det er meget langt fra tilfældet. Embargoen mod Cuba er ikke blevet ophævet, og den finansielle embargo af landet er rent faktisk blevet strammet. Europæiske banker, som ikke har brudt nogen love i deres egne lande, har på det seneste accepteret at betale svimlende beløb i bøder i USA - den sidste…

I det sidste årti har det været vanskeligt at tale om Bolivia uden samtidig at nævne Evo. Evo Morales blev valgt som præsident første gang i 2005 med 54% af stemmerne og han kan nu fejre 10 år som præsident. Han var en absolut outsider, der blev båret frem af folkelige bevægelser, primært indianske bønder, arbejdere og småhandlende, med en skarp anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk retorik, der skabte panik i både landets traditionelle økonomiske og politiske elite og i det såkaldte "internationale samfund". Hans regeringstid har været præget af voldsomme konflikter og kriser, på et tidspunkt grænsende til borgerkrig, men på…

Nicaraguanerna har i mere end et århundrede drømt om en kanal, der forbinder Stillehavet og det Karibiske Hav, men da USA langt om længe åbnede en kanal i 1914, var det i Panama og ikke i Nicaragua. Efter mange mislykkede forsøg på at genoplive planerne ser det pludselig ud til, at en kanal gennem Nicaragua kan gå hen og blive en realitet. Men spørgsmålet er, hvor realistiske planerne er. Og om det rent faktisk er en god ting for landet.

Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.